Protest mod abortklinikker i USA
Abortmodstandere i USA vil nu protestere mod Planned Parenthood og abortklinikkernes salg af fostre. Det sker i 180 byer fordelt på 43 stater lørdag den 22. august.
Organisationerne Citizens for a Pro-Life Society, Created Equal, The Pro-Life Action League og 40 Days for Life har sponsoreret aktionen sammen med 60 andre pro-life grupper. Masseprotesten sker efter afsløringer i fem videoer optaget med skjult kamera, som viser, hvordan Planned Parenthood tilsyneladende tjener stort på illegalt salg af aborterede fostre og deres organer.
– Nu er tiden inde til, at vi alle skal på gaden for at afsløre, hvilken ’pro-death’ organisation det virkelig er. Jeg kan ikke overvurdere vigtigheden af, at abortindustrien og især Planned Parenthood har fået et voldsomt slag. Vi må fortsætte med at understrege, at abort er en oprørende grusomhed. Og den utrolige hjerteløshed viser sig ved, at man ikke bare slår ufødte babyer ihjel, men også yderligere træder på mordofrene ved at sælge dele af deres kroppe, siger Monica Miller fra Citizens for a Pro-Life Society.