Refugees.dk inviterer flygtninge til Danmark gennem engelsk avis
”Vores formand, Michala Bendixen, har fået optaget et debatindlæg i den engelske avis The Guardian, som har fået kolossal opmærksomhed. Det er blevet delt 13.000 gange”, skriver Refugees.dk.
Michala Bendixens indlæg i The Guardian er en reaktion mod integrationsminister Inger Støjbergs planer om en annoncekampagne, der skal få asylsøgere til at holde sig væk fra Danmark. I The Guardian giver M. Bendixen 7 gode grunde til at søge asyl i Danmark. Hun nævner bl.a. minimumsløn, uddannelsesstøtte, hurtig sagsbehandling – og at Danmarks aldrende befolkning har brug for ny arbejdskraft.
”Jeg håber, du vil få fred i sindet og et godt nyt liv i mit lille land, som ikke kender til krige, sult og undertrykkelse. Jeg ved, at du ikke forlod dit eget land frivilligt, men fordi du var tvunget til det. Du er velkommen!” lyder opfordringen.
På Refugees.dks hjemmeside kan man læse om flygtninges vej gennem det danske system og downloade flere materialer, bl.a. ’Asylcenter Limbo. En rapport om udsendelseshindringer’. Det fremgår dog af materialet, at det ikke altid er helt så enkelt at få asyl i Danmark, som det fremgår af indlægget i The Guardian.