Allison er ny Familiemedarbejder

s2_Allison BrøggerSaralystkirken, Kirke- og Kulturcenter i Aarhus har netop ansat Allison Brøgger som Familiemedarbejder.
Allison (33) stammer fra USA, men har boet i Danmark i snart 12 år. Hun er gift med Theis, og de har sønnerne Elias (6) og Noah (1). Hun er uddannet fra Diakonhøjskolen og arbejder som støttepædagog i en børnehave. Hun var på bibelskole i Sydcalifornien i to år, hvor hun følte et særligt kald til at fokusere på børnekirker.
– Jeg glæder mig til at starte i Saralystkirken og være med til at gøre en forskel for vores børn og familier. Jeg vil gerne, at alle børn der kommer ind af vores døre, lærer om Gud og hans kærlighed igennem Bibelen – og det skal være sjovt! Samtidig drømmer jeg om, at kirken kan række ud til endnu flere familier i vores lokalområde, siger Allison Brøgger.
I Saralystkirken skal hun sammen med et ’familie-team’ være med i børne- og betweenkirke, programmet ”Tro bygger bro” samt opstarten af månedlige spaghettigudstjenester, oplyser præst John Lorentzen.
Saralystkirken ligger i det sydlige Aarhus, hvor der er mere end 80.000 indbyggere.