Både det menneskelige og åndelige plan
Denne bog er beregnet til at blive brugt i bibelstudiekredse og lignende, men jeg synes, at man også kan læse den alene.
Hvert kapitel begynder med en optakt om et eller andet livsforhold. Så bliver det belyst med et resumé af et stykke litteratur og en tolkning af den valgte litteratur. Herefter gør forfatteren sig nogle strøtanker – som han kalder det – og henviser til bibelsteder, salmer fra Salmebogen og sange fra Højskolesangbogen. Og der sluttes af med ca. 10 spørgsmål til eftertanke og samtale.
De enkelte afsnit følger mønsteret menneske først, kristen så. De tager udgangspunkt i noget, vi alle kender som mennesker, og sætter det i forhold til, hvad Bibelen og kristendommen har at sige om det. Bogen handler om livet på både det menneskelige og åndelige plan.
Synet på livet er, at selvom der kan være modgang og mørke, har Gud tænkt det som en fest, og selvom vi er syndere, er vi velsignede af Gud, så vi stadig kan vælge at gøre godt.
Sproget er flydende og letlæst og krydret med nogle originale udtryk og formuleringer som for eksempel ”den åndelige kostpyramide”, og at det er med døden ligesom den sidste historie i Anders And-bladene: ”Fortsættelse følger”.
Gudmund Rask Pedersen: Lad os tale om det.
104 sider • 89 kr. • Unitas Forlag.