KFUMs SoldaterRekreation fik ærespris

Generalsekretær Per M. Henriksen er projektleder sammen med Pia og Ivan Ælmholdt.
Generalsekretær Per M. Henriksen er projektleder sammen med Pia og Ivan Ælmholdt.

KFUMs SoldaterRekreation i Varde fik juryens ærespris på Fundraisingskonferencen 2015 den 8. september.

Det var Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), som stod for kåringen.

Takker nej til flere midler
KFUMs SoldaterRekreation i Varde har fået tilsagn om støtte på ikke mindre end 18 millioner kroner fra fonde. Også lokale har bidraget, bl.a. ved en støttekoncert. Derfor har man ligefrem måttet takke nej til flere midler.
– Det er et utroligt flot resultat. KFUMs Soldatermission har fået involveret lokalområdet og formået at give den lokale afdeling stort råderum.
Det er unægteligt en usædvanlig situation for en NGO at skulle sige nej tak til penge, særligt når man har nået et så ambitiøst mål, lød det i begrundelsen for kåringen.

Flot anerkendelse
– Det er en flot anerkendelse af hele KFUMs Soldatermissions indsats for veteraner, siger generalsekretær Per Møller Henriksen, der sammen med lederparret Pia og Ivan Ælmholdt har fungeret som projektledere.
For tre år siden indviede man KFUMs SoldaterRekreation Holstebro som det første sted i landet. Siden er SoldaterRekreation etableret ved Ålborg, i Nordsjælland samt i Fredericia.
Vi har fået stor opbakning til større fokus på veteraner fra de 10.000 soldatervenner, der støtter Soldatermissionen. Det har stor betydning, når vi henvender os til fonde for sammen at skabe bedre rammer for vore veteraner, forklarer Per Møller Henriksen, der modtog prisen på vegne af KFUMs Soldatermission.