Kloster får flot anmeldelse i musikmagasinet Gaffa

Kloster bakkes på indspildningen op af Jakob Brixen (Mechanical Bird), Manoj Ramdas (The Good, The Bad, Sort Sol) og ikke mindst de to kvindelige korvokalister, amerikanske Sarah Hepburn og norske Solrun Stig (Cody).
Kloster bakkes på indspildningen op af Jakob Brixen (Mechanical Bird), Manoj Ramdas (The Good, The Bad, Sort Sol) og ikke mindst de to kvindelige korvokalister, amerikanske Sarah Hepburn og norske Solrun Stig (Cody).

Kloster
Half Dream, Half Epiphany
(Target)
Lavmælt og organisk lydmaleri

Der er noget urovækkende over danske Kloster. For under overfladen på de langstrakte og smukke hymner gemmer der sig en kulsort mørk afgrund. Manden bag bandet er Michael R. Andreasen, og Half Dream, Half Epiphany er det fjerde udspil fra hans hånd. Atter bliver det manifesteret, hvilken fremragende sangskriver han er, og det tårnhøje niveau fra det forrige album Ni Salmer Og En Aftensang overgås som et mindre mirakel. Her havde Michael R. Andreasen med en personlig og underspillet tone sat musik til salmer af B.S. Ingeman, N.F.S. Grundtvig og H.C. Andersen.
På Half Dream, Half Epiphany er gæster som Jakob Brixen (Mechanical Bird), Manoj Ramdas (The Good, The Bad, Sort Sol) og ikke mindst de to kvindelige korvokalister, amerikanske Sarah Hepburn og norske Solrun Stig (Cody) med til at pakke den lavmælte og spirituelle neo-folk ind i et organisk lydmaleri. Tvivl og håb forenes drømmende og pastoralt i et kryptisk tekstunivers, som besidder et smukt religiøst islæt.

En helhed af høj international klasse

Fra den stort anlagte åbner Another World med tåredryppende piano, rumlende slagtøj og ildevarslende strygertoner er fornemmelsen af et måneblegt mismod til stede. ”To be lost and to be found/Behind the curtains of my innocence/To find there’s another world” lyder det fra Michael R. Andreasen, mens den tempofyldte Benjamin’s Song med skærende guitarfigurer går gennem marv og ben. Hele tiden kommer melankolien listende og er med til at svøbe titelnummeret, I Burned The Blueprints og den fremragende finale Be Still, My Soul ind i et hypnotisk tæppe af overjordiske dimensioner. Inden for sin genre er helheden af høj international klasse, og det er vel ikke uden grund, at albummet udkommer i USA på det semikendte indielabel Burnt Toast, der tidligere har udgivet etablerede kunstnere som Sufjan Stevens, Damien Jurado og Efterklang. Kloster har med Half Dream, Half Epiphany skabt en fuldendt åbenbaring som sendt fra oven.
Finn P. Madsen