Hvorfor skal børn skræmmes fra vid og sans

Kamma Ankjærø, Ny Munkegade 80, Aarhus C

”Er du voksen, midt imellem eller lille, så har du muligheden for at blive skræmt fra vid og sans, når Djurs Sommerland i efterårsferien satser stort på et spøgelseshus,” stod der i en avisnyhed 15/9. Og det er langt fra det eneste forlystelsessted, der lokker med hæsligt halloween-gøgl i efterårsferien.
Det er desværre en kendsgerning, at både børn og voksnes hverdag kan være stressende. Nogle avisoverskrifter siger noget om situationens alvor: ”Små børn plages af uro. – Professor: Angste børn skal tages alvorligt. – Hver femte dansker rammes af angst. Undersøgelse: Større krav til den enkelte kan være årsagen.”
At angste børn skal tages alvorligt, må også betyde, at de ikke skal udsættes for at blive skræmt fra vid og sans i et spøgelseshus i efterårsferien.
Desværre er det ikke alle steder, børn kan undgå at blive skræmt, ja, måske ligefrem chokeret, i forbindelse med Halloween.
En reklame fra Super Brugsen med halloween-pynt viste en blodig, afhugget hånd og fod. Det var et så makabert syn, at det burde være forbudt at sælge så uhyggelige ting af hensyn til angste børn, som uforvarende kunne møde dem på en ellers hyggelig indkøbstur.
Set i en større sammenhæng: Tiden er ikke til at skræmme andre fra vid og sans. Virkeligheden overgår altid fantasien. Der er lande, hvor man ikke nøjes med at skræmme andre fra vid og sans.
Skulle Danmark ikke vise så megen solidaritet med angste børn i alle lande, at vi ikke gør det til underholdning at skræmme børn fra vid og sans?