Mary indviede veteranhjem

Kronprinsesse Mary besøger her krigsveteran Magnus Nordtun, som lider af posttraumatisk stress.
Kronprinsesse Mary besøger her krigsveteran Magnus Nordtun, som lider af posttraumatisk stress.

Fredag d. 23. oktober blev KFUMs Veteranbo indviet ved Livgardens Kaserne i Høvelte. KFUMs Soldatermissions Protektor Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen klippede det røde bånd og tog faciliteterne i øjesyn.

Omkring 200 interesserede var mødt op til indvielse af syv nye rækkehuse til veteraner ved KFUMs Soldaterhjem i Høvelte.
Boligerne er stillet til rådighed for KFUMs Soldatermissions veteranarbejde af Folketinget. Det seneste år har boligerne været genstand for en gennemgribende renovering for ca. 6,5 mio. kr. og er nu indflytningsklare. Den ene bolig er indrettet som en feriebolig for veteraner og deres familier.
De nye botilbud er et supplement til KFUMs SoldaterRekreation, der blandt andet findes ved KFUMs Soldaterhjem i Høvelte.
For den knuste ånd
”Med oprettelsen af KFUMs Veteranbo og feriehus har vi nu fået endnu et tilbud til at hjælpe vore veteraner”, sagde landsformand i KFUMs Soldatermission Jesper Hornstrup ved indvielsen og citerede et bibelvers fra Esajas: ”Vi bygger huse til mennesker, men vi har et tilsagn om, at Gud, der bor i det høje, også vil bo i det lave: Hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet”.
Hjemmet drives nemlig af KFUMs Soldatermission, som har et kristent grundlag. I den diakonale hjælp til de moderne krigsveteraner samarbejder soldatermissionen tæt med Forsvarets socialrådgivere og psykologer.

Godt samarbejde

Ved indvielsen takkede chefen for Den Kongelige Livgarde oberst Klavs Lawes for et godt samarbejde:
”KFUM er i vores dagligdag meget vigtig for regimentet, idet der her er et fristed for specielt de værnepligtige. Med indvielsen af VeteranBo bliver KFUM nu i høj grad også et fristed for vores veteraner, og jeg vil derfor gerne understrege min oprigtige anerkendelse og taknemmelighed, for det arbejde som I udfører til glæde for vores soldater”.
Viceforsvarschef generanløjtnant Per Ludvigsen takkede også den kristne organisation:
”I evner at skabe lidt hverdag og hygge om os, hvad enten det er her i Høvelte, i Oksbøl eller langt væk under fjerne himmelstrøg. Jeres støtte og omsorg er uvurderlig, og vi er taknemmelige for jeres indsats både ude og hjemme”.

Veteran fik Mary på besøg

Veteran Magnus Nordtun er den første, der allerede er flyttet ind i KFUMs Veteranbo. Efter at HKH Kronprinsessen havde klippet det røde bånd som officiel indvielse, fik Magnus besøg af Kronprinsessen. Veteranen har haft posttraumatisk stresslidelse PTSD (Post Traumatic Stress Disorder) siden 2007, men er først gået i behandling for tre år siden.
”Den stressfaktor, jeg har været udsat for, har været for hård til at jeg kunne have en almindelig hverdag. Det går meget bedre nu – heldigvis”, fortalte Magnus Nordbo til DR. Han er ikke i tvivl om, at botilbuddet i forbindelse med KFUMs Soldaterhjem har været med til at vende hans liv.
Til TV2 Lorry udtalte Kronprinsessen efter besøget:
”Vi har et ansvar for at støtte vore soldater både herhjemme og ude i verden. Det er et rigtig godt tilbud med Veteranbo, som er meget vigtigt for veteraner og deres familie, der har det svært”.
Bjarke Friis/Henri.