Porno og Samfund: Ny Klovn-film under lavmålet
Mange klager over den halvpornografiske film ’Klovn Forever’, oplyser foreningen Porno og Samfund.
Den halvpornografiske ”Klovn Forever” (både film og reklamer), produceret i samarbejde med TV2 og med støtte fra det Danske Filminstitut, har ifølge Porno & Samfund overskredet en væsentlig anstændigheds-grænse.
I vurderingen fra Porno og Samfund (P&S) hedder det:
”Plakater og film-trailere med to nøgne mænd i diverse sexstillinger oversvømmer i disse dage såvel gader som bybilledet, samt foyererne i biografer landet over.
Med filmen ”Klovn Forever” er der nået et nyt lavpunkt for, hvad det danske samfund skal stå model til, og hvad danske skatteyderes skatteekroner bør gå til, samt hvad man kan tillade sig at eksponere særligt sårbare overfor, herunder børn og unge.”
Overtræder Markedsføringsloven
P&S får i disse dage mange anmeldelser fra oprørte borgere fra alle samfundslag.
Der er en stor utifredshed med, at filmens reklameplakater kan få lov til at være overalt i det danske landskab, og at filmens trailer kører ”non-stop” i biograf-foyerer og vises som forfilm.
Mange er også stærkt indignerede over selve filmen og Medierådets metode til at afgøre alders-klassificering.
Porno & Samfund opfordrer til moralsk selvransagelse hos alle, som står bag såvel produktion som distribution af sådanne film eller lignende medieproduktioner.
Der ER rettet henvendelse til Forbrugerombudsmanden med henblik på overtrædelse af Markedsføringsloven, understreger P&S.
Foreningen frygter dog, at der vil kunne gå omkring 4 uger, før en evt. irettesættelse eller sanktion vil blive effektueret. Og indtil da har plakater og trailer fået lov til at pornoficere samfundets offentlige rum uden filter, påpeger P&S.
’Kunstnerisk frihed’?
Hovedbudskabet for Porno og Samfund, som tidligere hed Porno Frit Miljø, har lige siden år 2000 været, at pornografi bør være et frit valg. Det skal altså ikke påtvinges den enkelte og især ikke i det offentlige rum.
”Det er ærgerligt, at vi lever i et samfund, hvor de, der producerer sådanne film, mener, de kan tillade sig ”alt” i den kunstneriske friheds navn. Det er ærgerligt, at de IKKE tænker over, hvad de sender ud, og hvem det rammer. Det er ærgerligt, at de ikke formår at vise mere hensyn og øjensynligt heller ikke kender til markedsføringsloven, vurderer Porno og Samfund.
Foreningen Porno og Samfund (tidl. Pornofrit Miljø) blev stiftet i 2000 af den dengang 18-årige Marianne Larsen.
Hendes bevæggrund var, at hun som ung kvinde ønskede at skabe sin egen seksualitet uden pornoens anmassende påvirkning.
Foreningen indsamlede på kort tid over 20.000 underskrifter mod porno i det offentlige rum. Der blev skrevet under på, at porno ikke skulle findes i det offentlige rum, og at børn ikke skulle udsættes for porno.
Porno og Samfund er den eneste forening i Danmark, som arbejder for at oplyse om porno og dens mulige følge- og skadevirkninger.
Medierådets vurdering
Selv Medierådets vurdering af filmen Klovn Forever angiver pornoficering og giver filmen en 15-års grænse:
”Filmen har en humoristisk grundstemning domineret af et seksuelt sprogbrug, og den indeholder en række scener med eksplicitte og meget direkte seksuelle skildringer. I adskillige scener ses voksne, som har samleje i forskellige positioner, og flere af scenerne er på grænsen til det pornografiske. …
På trods af filmens humoristiske og komiske grundtone vurderes det, at de gentagne og meget direkte fremstillinger af voksenseksualitet kan virke skræmmende eller grænseoverskridende på de yngste i aldersgruppen 11-15 år, og den får derfor en 15-års grænse.”