Send mere kraft eller…

Mange gange har jeg læst: ”I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med? Det kan ikke bruges til noget, men bliver bare smidt ud, og folk træder det ned.” (Mattæusevangeliet 5:13 BPH).

Hver gang jeg har læst dette, indtil for nylig, har jeg haft fokus på, at jeg skal hente min kraft hos Gud, så jeg ”smager af noget”.

I de sidste måneder har dette vers dog forfulgt mine tanker, det har mast sig ind på en påtrængende måde, som et insisterende barn, der bare VIL have, at mor lægger sin Ipad og kigger på børnetegningen af endnu et hus med en skæv skorsten. Lydigt (næsten) kiggede jeg igen på verset, og sendte igen en lille bøn om mere kraft. Verset blev dog ved at mase sig på, til jeg gav mig tid til at lytte, og være stille.

Her blev jeg overvældet af tanker omkring salt, lige fra da vi glemte saltet i frikadellerne (prøv det ikke), til det salt vi smider på fortorvet, så posten ikke falder og kommer til skade. Jeg så naturen for mig uden saltvand og jordens næringssalte, jeg blev mindet om den spejderlejr, hvor alle fik solstik, og hvor vi måtte drikke saltvand for at komme os osv. Til sidst så jeg vores store saltkrukke, med låg på, nede i skuffen.
Hvad hjælper al kraft i verden, sammen men al tænkelig kraft fra det høje, hvis saltkrukken står med låg på i en skuffe? Hvis ikke jeg blander mit salt i verden… Kan jeg så være verdens salt? Kan jeg redde posten, hvis mit salt ikke er på fortovet? Kan jeg redde pigen med solstik, hvis ikke hun må drikke mit saltvand?

Min bøn er blevet ændret fra: ”Send mere kraft, Far”, og lyder nu mere henad: ”Vis mig, hvor jeg kan salte verden idag, Far”. Lad os aldrig blive ligeglade med, hvordan verden smager, så har saltet allerede mistet al kraft.