Problemer med svigermor

Kære Suh.
Jeg skriver til dig, fordi jeg har nogle problemer med min svigermor. Min mand og jeg har været gift i 15 år, og det har aldrig været nemt i forhold til hende, men de sidste par år er det blevet værre, synes jeg.
Hun er dominerende og kritiserende både over for mig og over for vores børn (aldrig overfor min mand, han er tilsyneladende perfekt i hendes øjne). Dengang det kun var mig, hun kommenterede på, kunne jeg bedre lade det gå ind ad det ene øre og ud af det andet, men efter at det også er blevet over for mine børn, kan jeg efterhånden ikke holde mund længere.
Jeg har snakket meget med min mand om, hvordan vi skal håndtere det, men vi står meget forskelligt. Min mand synes, jeg overreagerer, og at vi skal bære over med hende, fordi hun er gammel og er blevet alene (min svigerfar døde for 3 år siden). Jeg synes, vi er nødt til at snakke med hende om det, for ellers er vi jo på en måde med til at lade hende tro, at vi synes, hendes væremåde er OK. Eller hvad? Er det min mand eller mig, der har ret?
Bør jeg virkelig bide det i mig?
Svigerdatteren

Kære Svigerdatter
Man skal opføre sig ordentligt og respektfuldt overfor andre, uanset hvilken alder man selv eller de andre har.
At være gammel giver i min optik altså ikke frikort til at behandle andre ubehøvlet eller respektløst. Der kan selvfølgelig i nogle tilfælde være tale om kognitive problemer som demens eller noget tilsvarende, men stadig bør man som pårørende være opmærksom på at sætte sine grænser – både for sin egen og for den andens skyld.
Jeg synes altså ikke din mand har ret. Jeg synes tværtimod, at han desværre svigter sit ansvar som din mand og som jeres børns far. Han bør ikke lade hensynet til sin mor stå over hensynet og respekten for jer. Men måske har din mand et svært eller lidt specielt forhold til sin mor, siden hun opfører sig helt anderledes overfor ham end overfor jer andre, og måske har din mand derfor en særlig blind vinkel i forhold til hende?
Når du derfor snakker med din mand om din frustration over din svigermor, så prøv at lade fokus være på dine følelser og den smerte, det forvolder dig, at du oplever at være alene her. Det vil formentlig være nærliggende at give efter for vreden imod din svigermor og i stedet angribe hende, især, hvis din mand udviser ringe forståelse for din frustration, men dette kalder måske endnu mere på din mands behov for at glorificere hende eller i det mindste forsvare hende.
Ved at få ham til at lytte til din smerte og din følelse af, at han ikke elsker dig, siden han ikke forsvarer dig, kan du måske få ham til at blive mere opmærksom på sin kærlighed til dig. Ved at mærke, hvor meget du lider under hans negligeren af dine problemer med hans mor, får han måske mod og motivation til at stå op for dig.
Jeg synes, du har ret i, at I ved at forholde jer passive til din svigermors opførsel er med til at bekræfte hende i, at det er OK at behandle jer sådan. I er ikke ansvarlige for, hvordan hun opfører sig – men I kan bestemt tage ansvar for, hvordan I forholder jer til det, og hvordan I sætter jeres grænser.
Især er det vigtigt i forhold til jeres børn, at I klart lader dem mærke, at respekten (og sandheden) om dem er vigtigere end hensynet til din svigermor. På denne måde er I med til at lære dem, hvordan man sætter grænser for andre – og at det i orden at gøre det.
Men som det i øvrigt gælder for vores relationer til alle mennesker, synes jeg naturligvis du/I skal prøve at sætte jeres grænser overfor din svigermor klart, men venligt og respektfuldt.
Dette bør efter min mening primært være din mands opgave, men hvis han lige skal samle sig lidt mod til at gå det gjort, vil jeg helt klart opmuntre dig til at gå i gang med at sætte gode grænser for din svigermor allerede næste gang, hun uberettiget kritiserer dig eller børnene.
Hilsen Suhif (document.currentScript) {