KD: ”Forbrugerombudsmanden lukker øjnene for børnene”

Hvorfor kan man ikke blive fri for at få forurenet sindet? spørger Stig Grenov.
Hvorfor kan man ikke blive fri for at få forurenet sindet? spørger Stig Grenov.

Filmplakaten til ”Klovn forever” viste to halvnøgne mænd liggende med ansigterne tæt på hinandens kønsorganer. KristenDemokraterne fandt billedet anstødeligt i det offentlige rum og bad forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen gribe ind.

Af svaret fremgår, at hun ikke foretager sig yderligere, fordi filmen henvendte sig til folk over 15. Men plakaterne er et visuelt overgreb på børn og voksne, der så dem på togstationer, ved busstoppesteder eller i biografer, siger KDs landsformand Stig Grenov.

Voksenhumor

Forbrugerombudsmanden vil heller ikke gribe ind over for den frivole trailer til filmen, som er blevet vist ved biografernes familieforestillinger. Efter hendes skøn indeholder den nemlig humoristiske virkemidler. Men hvordan børn skal kunne forventes at forstå voksenhumor, melder hun intet om. Omvendt beskyldes alle, der klager, for at mangle humoristisk sans.
Dermed er der frit slag for at lancere alle produkter med pornografiske virkemidler, så længe det ikke omhandler bamser og slikpinde, kommenterer Grenov.

Forurener sindet

Ordensbekendtgørelsens ord om, at billeder af anstødelig karakter ikke må opsættes i det offentlige rum, er sat ud af kraft.
Hvor er frisindet blevet af, når man ikke kan blive fri for at få forurenet sindet? Grænserne for det tilladelige flytter sig konstant, og enhver kritisk røst bliver affejet som snerpet eller ny-puritansk. KD er ikke et seksualforskrækket protestparti. Men nogen må slå hælene i og arbejde for den borgerlige frihed til ikke at blive udsat for pornografisk materiale i det offentlige rum, slutter KDs landsformand.