Mission på menuen

Jeg har en onkel, som har arbejdet som ingeniør i mange år, og som er meget præget af den almene naturvidenskabelige formidling. Han interesserer sig for alt lige fra musik og opera til big bang og kraftvarmeværker. Så da han fortalte mig, at han havde læst Koranen, forærede jeg ham en bibel, så han også kunne læste den. Og det blev den da også – læst fra ende til anden.

Som en af de få er han ikke berøringsangst, når vi kommer til emner som politik og religion ved de pæne middagsselskaber. Han har flere gange spurgt: – Karin, missionerer du overfor mig? – Ja, Peter, det gør jeg, svarer jeg med et glimt i øjet. Og så diskuterer vi fornøjeligt videre.
Til jul var skabelse vs. udviklingslære og big bang teorier på menuen. Jeg fortalte ham om de menneskeskabte objekter, man har fundet i kalk- og kullag, og at det derfor efter min mening strider imod sund fornuft at påstå, at kul og kalk er dannet millioner af år før mennesker blev til. Han så overrasket på mig og udbrød ”– Du argumenterer jo videnskabeligt!”
Så da jeg fik anbefalet Mikkel Vigilius’ bog Udvikling eller skabelse, var det naturligt at forære Peter den i 70 års fødselsdagsgave. Da vi mødtes til sidste familiefest, havde han læst det meste. Da han havde fremført de første problematiske emner, spurgte jeg ham: ”- Hvorfor tror du, jeg har givet dig den bog?”
”– Det er vel for at missionere”, svarede han tænksomt.
”– Ja, det må jeg indrømme, at jeg synes er sjovt. Men der er faktisk en anden grund. Jeg tror, at du længes efter Gud og efter et håb om liv på den anden side. Jeg ønsker at vise dig den mulighed, at Gud er virkelig, og at man godt kan være intelligent og tro på ham samtidig”.

Så begyndte han selv at fortælle mig navnene på mange af pionererne inden for videnskabsteori, der var kristne. Og vi snakkede om, at en vis udvikling af arterne har der været – inden for hver art, men ikke mellem arterne. Det endte med, at han bad mig fortælle, hvordan jeg var kommet til tro – og ja, så missionerede jeg nok igen.