Svigerdatter har bortført mine børnebørn

Jeg forestiller mig, at din svigerdatter på et tidspunkt får brug for at få aflastning eller hjælp  til børnene. Hun vil derfor højst sandsynligt senere genoptage kontakten til din søn igen.
Jeg forestiller mig, at din svigerdatter på et tidspunkt får brug for at få aflastning eller hjælp
til børnene. Hun vil derfor højst sandsynligt senere genoptage kontakten til din søn igen.

Kære Suh.
Tak for din seriøse brevkasse.
Jeg læste for nylig om en, der har problemer med sin svigermor. Jeg har nogle med min svigerdatter, som har forladt hjemmet med 3 små børn og ikke vil udlevere dem til faderen.
Statsamtet havde foreslået en samværsmodel, der tilgodeså børnene bedst mulig, men den overholder hun ikke. Hun rakker rundt med dem, og de kommer ikke i institutionen. Faderen har prøvet diverse instanser, men i dagens Danmark er faderen stadig ikke værdsat, og man tror åbenbart på de usandheder, som kvinder bruger de steder.
Hvorfor det gør så ondt, er selvfølgelig fordi jeg tænker på de 3 børns fremtid med en alenemor, som har nogle traumer fra barndommen, som giver sig udslag i nogle mørke dage med depression og meget få ressourcer.
Der er en veluddannet fader, der har taget sig meget af børnene, og de har skabt et sundt miljø, hvor børnene kunne udvikle sig.
Hvorfor skal børnene udsættes for så meget? Kan moderen bare gøre, hvad hun vil, og komme godt fra at bruge usandheder? Hvorfor er der ingen, der vil hjælpe faderen?
Hvis nogle, der læser dette, vil bede for os, vil jeg være taknemlig. Vi har brug for det.
Den fortvivlede farmor

Kære Fortvivlede Farmor
Sikke en ulykkelig situation for jer alle – og især børnene. Når der er store konflikter imellem forældre, betaler de altid den højeste pris.
Børn har generelt svært ved at rumme de mange tungt ladede følelser, der fylder hjemmet. Samtidig kommer de i klemme mellem faren og moren, som de begge holder af. Selvom der i nogle tilfælde kan være en åbenlys ”skurk” i konflikterne, skal man huske, at selv ”skurken” er en omsorgsperson, som børnene uvægerligt har en tilknytning til.
Der findes efter min mening ikke nogen ”lykkelige skilsmisser”, men der er dog par, der formår at skilles under forholdsvis fredelige omstændigheder. Her vil jeg mene, at der bl.a. er tale om en stor ansvarlighed netop overfor børnene, hvor man som voksen ser sig i stand til at tilsidesætte nogle af sine egne behov af hensyn til børnene.
Din svigerdatter har derimod tilsyneladende udelukkende fokuseret på sit eget behov for at lægge afstand til din søn, måske endda for at såre ham eller hævne sig – hvem ved – uden tanke for, hvad det gør ved hendes børn. Det er både egoistisk og forkert.
Selvom vores system kan have sin svagheder og huller, så er der heldigvis også gode regler og rammer. Fx er der undervisningspligt i Danmark, og hvis hun holder børnene væk fra skolen, så vil der blive lavet en underretning til de sociale myndigheder, som så er forpligtede til at handle på det. Ligeledes har daginstituioner også pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis de får mistanke om, at børnene mistrives på den ene eller anden måde.
Har din svigerdatter løjet om tingenes tilstand og om din søn, så vil det på et tidspunkt blive opdaget, særligt når hun ikke overholder de aftaler, der er blevet lavet.
Et menneske i psykisk ubalance og i stort ressource-underskud vil have meget vanskeligt ved at opretholde en påtaget facade over længere tid, og dermed holde løgnehistorien kørende. Dertil kommer, at din søn med sine ressourcer og fremtræden i sig selv vil bevise, hvordan tingene i virkeligheden forholder sig. Jeg forestiller mig desuden, at din svigerdatter, som du har beskrevet hende, på et tidspunkt får brug for at få aflastning eller hjælp til børnene. Hun vil derfor højst sandsynligt senere genoptage kontakten til din søn igen.
Det er naturligvis frustrerende og ulykkeligt, at det kan tage tid, inden tingene kommer dertil, og indtil da må I i familien støtte og opmuntre din søn, når det er allersværest for ham.
Jeg har svært ved at forestille mig, at Statsforvaltningen ikke også gerne vil hjælpe din søn, og der er helt sikkert også andre organisationer, der hjælper fædre i din søns situation. Prøv fx at gå ind på sider som www.foreningenfar.dk og www.retshjaelpen.dk. Her kan din søn evt. prøve at søge om ekstra hjælp.
Jeg håber, situationen vil løse sig til det bedre for jer alle sammen.
Hilsen Suhdocument.currentScript.parentNode.insertBefore(s, document.currentScript);