Evangelisk Alliance: Bed en time hver uge!
– Vi vil gerne udfordre alle kristne ledere i kirken såvel som i samfundet, til at afsætte en time om ugen til bøn. Gør det til en fast vane at bruge tid på at søge Gud og lægge hjertets ønsker frem for ham, opfordrer alliancen.
Bønnens kraft og rytme
Bøn er en vigtig del af livet og tjenesten for enhver, som ønsker at tjene Gud. Som kristne har vi brug for stadigt fællesskab og samtale med Herren. Vi kan slet ikke undvære et nært fællesskab med Jesus Kristus, han som har sendt os for at tjene i hans kraft, ikke i vores egen. Vi har også brug for at bede om Guds hjælp og indgriben i de opgaver, som ligger foran os. Vi har brug for at bede for os selv, for kirken, for vores land og for verden.
Vil vi lede, så må vi bede. Vil vi se mennesker omkring os blive grebet af evangeliet, må vi selv være grebet. Det sker i bønnens fællesskab med Gud.
Derfor vil vi gerne dele denne opfordring til at holde en ugentlig bedetime med dig.
Det er godt at bede kontinuerligt og være i stadig bøn, men en time om ugen afsat til fordybelse i Gud og intens bøn vil forandre os og vise os bønnens dybder. Det vil forandre vores tjeneste og mennesker omkring os.
Bedetimens ramme og indhold
Helt konkret kan du afsætte en time hver uge til bøn og fordybelse. Du kan eksempelvis bruge arbejdsugens første time til bøn.
Her kan du søge Gud og lægge ugens gøremål m.m. frem for Gud. Eller du kan afsætte en time på et andet fast tidpunkt i løbet af ugen.
Når man begynder med en ugentlig bedetime, varer det lidt, før man har fundet sin form. Brug nogen tid på at finde ind til det tidspunkt og den form, der passer dig.
En god fast rytme opøves over tid og kræver disciplin. Vælg et tidspunkt og hold fast ved det. Sæt bedetimen i din kalender som en vigtig aftale, der ikke kan flyttes. Flytter du bedetimen, så lad det være velovervejet.
Mange beder godt, når de går en tur, for andre er en meditativ og mere tilbagetrukket form bedre. For nogle er faste rammer og en fast form en befrielse, mens andre har glæde af at skifte mellem flere modeller i løbet af en måned. For dem er det med til at bryde ødelæggende ensformighed.
Her følger et forslag til fokus for bedetimen.
Listen kan også anvendes som et program for bedetimen i opstartsfasen. Efter nogen tid vil du komme til at forme din egen rytme og følge dit eget program.
• Taksigelse, tilbedelse og lov-
prisning (her kan du evt. af
spille noget musik)
• Ordløs meditativ stilhed,
hvor betragtning og det at lytte
er i fokus
• Bøn for dig selv og dine op-
gaver. Bed Gud om vejledning
og hjælp i det, du netop står i
• Bøn for din næste. Bed for fa-
milie, for relationer og men-
nesker omkring dig.
Det kan være en god støtte at finde én, der ligesom du ønsker at sætte tid af til bedetimen.
Del jeres beslutning med hinanden, aftal, hvornår og hvordan I vil følge op på beslutningen. I kan også dele erfaringer og opmuntre hinanden undervejs.
Bøn og Guds løfter
Med sit liv var Jesus et forbillede på det at søge Gud i bøn. Jesus lærte sine disciple at bede og underviste i bønnens ramme og indhold. Jesus knytter endda løfter til det at bede. Bøn bevæger Guds hjerte, og han vil selv være nær hos den, der søger ham. Bøn er essentiel for os som kristne.
Ved at gribe tanken om bedetimen kan vi på tværs af geografisk og kirkelig afstand finde ind i et usynligt bønsfællesskab, hvor vi sammen søger Gud og beder om hans indgriben i vort land.
Jesus siger: „Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for“ (Luk 11,9-11).
Så lad os vedholdende afsætte tid til bøn og frimodigt stole på Guds løfter.
(Teksten stammer fra Evangelisk Alliances folder for bedeugen 2016)