Brug for hjælp til integration
Domsognet og Gl. Haderslev Sogn holdt diakoni-dag efter gudstjenesten sidste søndag. Emnet var ”Flygtninge i Haderslev Kommune”.
– Tusind, tusind tak for al jeres hjælp. Danskerne er venlige folk. Tak fordi I smiler og hilser, sagde to syriske flygtninge efter frokosten i Gl. Haderslev Sognehus.
Nabil Alkhatib og Fylek Alkhatib fortalte om deres flugt fra borgerkrigen på imponerende godt dansk. De to er nu i gang med deres integrationsforløb efter flere års rejse gennem bl.a. Rusland, Tyrkiet og Italien.
Integration – hvordan?
Herefter fik et panel på fire ordet for at fortælle om flygtninges integration. Det var et medlem af byrådet, lederen af Haderslev Sprogcenter, formanden for erhvervsrådet og stiftets biskop.
Integrationen kan sagtens foregå i samarbejde med erhvervslivet. For Danmark har brug for arbejdskraft. Og selvfølgelig skal det foregå på overenskomstmæssige vilkår, fastslog Dan Stjernegaard fra erhvervsrådet.
På Haderslev Sprogcenter har man ud over det obligatoriske tredelte forløb tilbud til elever med behov for at lære helt basale ting om det danske samfund. Men der er brug for flere lærere, fastslog sprogskoleleder René Jakobsen.
Kirker i flygtningearbejdet
I Haderslev driver Fælleskirkeligt Integrations Netværk to caféer for de mange nye flygtninge. Her er der kaffe og kage, tilbud om håndarbejde, samtaler, banko og leg med børnene.
Der er brug for flere frivillige både tirsdag eftermiddag og aften på Caféen på Modtagecenteret (tidl. Haderslev Sygehus) og onsdag eftermiddag i Café Undervejs i Multihuset (Frikirken) i samarbejde med Luthersk Mission.
I Gl. Haderslev Kirke er der også hver måned en ”Middag på tværs”, hvor gamle og nye danskere mødes til spisning og hygge.