Pakistansk kristen flygtning død i thailansk fængsel juleaften
En 30-årig kristen kvinde, som var flygtet fra vold og forfølgelse i Pakistan, døde juleaften i detentionen hos det thailandske politi.
Samina Faisal blev sammen med andre pakistanske kristne asylsøgere arresteret den 20. december, fordi de ikke havde gyldige visa til Thailand. Men i fængslet fik hun ikke sin livsnødvendige medicin, oplyser foreningen The British Pakistani Christian Association (BPCA)ifølge Christian Post.
Samina Faisal fik blandt andet medicin for forhøjet blodtryk og dårlig nyrefunktion.
– Pakistanske kristne aylsøgere bliver ofte taget til immigrant-detention eller til det centrale fængsel under politirazziaer. Begge steder er der frygtelige forhold med voldsom overbelægning, dårlig ernæring og deraf følgende sygdomsepidemier. I de seneste razziaer var mindst 80 procent af de anholdte kvinder, babyer og andre børn, fortæller Wilson Chowdhry fra BPCA.
Thailand behandler de fleste pakistanske kristne asylsøgere som om de var illegale immigranter. Samina Faisals mand blev først informeret om hendes død af FNs højkommissær for flygtninge en uge senere, nemlig den 31. december. De thailandske myndigheder har også forhindret familien i at se hendes lig, oplyser Wilson Chowdhry.
Nu er Samina Faisals søster blevet løsladt fra detentionen, sandsynligvis for at formilde familien, vurderer BPCA.
Foreningen har startet en kampagne for at skaffe penge til kaution for de over 60 pakistanske kristne, som stadig sidder fængslet i visa-sager. Der skal betales 1.000 £ pr flygtning, før vedkommende kan blive overført til et immigrationscenter, som blot har en lidt bedre standard end fængslet.