Forklar mig om helbredelse
Kære Orla.
Når jeg læser i Udfordringen, og når jeg læser annoncerne, så møder jeg igen og igen tilbud om helbredelses-seminarer og helbredelsesmøder.
Er man i dag ved at komme til at overfokusere på helbredelserne, så man næsten taber kristendommens reelle indhold af syne?
Mange syge har jo også søgt forbøn om helbredelse uden at der skete noget, også hengivne kristne.
Mange har endda søgt forbøn for helbredelse mange gange, uden at der skete noget. Nogle gange på næsten desperat måde.
Hvis Gud er kærlig, hvorfor skal syge mennesker så næsten ud i desperation?
Jeg ved godt, at jeg med mit brev berører et omfattende emne.
Udeblevet helbredelse handler nok også om, hvor forskellige mennesker er, og hvor forskellige deres psyker er. Alle er nok ikke lige åbne for at tage imod Guds gaver. Måske på grund af fordømmelse og skyld.
Jeg ved i hvert fald, at vi kristne er en broget og forskelligartet flok, som kommer i mange forskellige kirkesamfund, hvor også læren er forskellig.
Mon du kunne skrive noget om guddommelig helbredelse, som går et spadestik dybere ned. Især om de tilfælde, hvor helbredelse udebliver. Jeg har nemlig hørt så meget om for lidt tro og om synd som årsager. Det er jeg meget træt af.
Jeg har selv en syg mor, som er troende, og som der er bedt meget for. Men hun er stadig syg.
Jeg er kvinde, søgende efter sandhed og skolelærer.
Mvh.
En nær pårørende
Svar:
Hemmeligheden: Jesus bar dine sygdomme
Kære nære pårørende
Jeg håber, at mit svar bliver et spadestik dybere, som du ønsker.
Det, jeg skriver, kan ikke blive hele sandheden om udeblevet helbredelse. Dertil er emnet for stort. Men jeg tror, at mit svar er det rigtige svar til dig plus til en hel del andre.
Lad mig starte med at sige, at på Jesu tid og i apostlenes tid var de bemærkelsesværdige helbredelser de mest iøjnefaldende resultater af den kristne tro.
Helbredelser ser også ud til at få større og større betydning i kristendommen i dag.
Men man må bare ikke glemme, som du også er inde på, at kristendommens mål er Guds rige og det evige liv, og hertil er Jesus døren. Der må ikke herske tvivl om, at helbredelserne skal tjene samme formål.
Mange kristne, som er syge, har i dag en stærk længsel efter at blive helbredt i Jesu navn. Men denne længsel samt forbønnen fører ofte i begyndelsen ikke til det ønskede resultat.
Den syge føler sig så naturligt nok ulykkelig og skuffet. Men mange fortsætter alligevel deres søgen efter forbøn og helbredelse. De anstrenger sig, selvom netop det ikke er godt for deres syge legeme.
Ofte kommer også anklagen ind over den syge om for lidt tro, om synd, om tvivl osv. Det sker ofte, når den syge ser andre, som blev helbredt.
Det er vigtigt at få den syge til at forstå, at helbredelse fra Gud ikke gives på grund af, at vi mennesker anstrenger os.
Som Bibelen siger: der beror ikke på den, der anstrenger sig, men på Gud som giver.
Jesus bar vore sygdomme op på Golgatas kors. Det er hos Jesus, anstrengelsen ligger.
Han tog vore anstrengelser på sig, for at vi skulle få fred.
Når den syge ophører med sine anstrengelser og får fred og afslappes, da indtræder den gode forandring ofte.
Den helbredelse, den syge kæmpede for at få, kommer nu ligesom af sig selv.
En delvis forklaring på dette har vi i noget, som mange af os kender til:
– Man leder forgæves efter en nøgle eller et navn. Det lykkes ikke at finde det, og man har fornemmelsen af, at jo mere man anstrenger sig, jo mindre vil det lykkes.
Da sker det, at den helt modsatte fremgangsmåde hjælper.
Man opgiver anstrengelserne, går i gang med noget helt andet, og kort tid efter kommer navnet slentrende ind i vore tanker, og nøglen kommer næsten af sig selv frem fra sit skjulested.
Vores bøn om og vores søgen efter helbredelse sætter store kræfter i bevægelse i den åndelige verden. Men helbredelsen indtræffer ikke ved vores fortsatte anstrengelser.
Bag kulissen og ad veje vi mennesker ikke kan følge, indtræffer helbredelsen.
En klog teolog har engang sagt: ”Når mennesket slipper, kan Gud komme til at tage fat.”
Sådan udtrykker teologen, at det sidste og største er Gud nødt til at gøre.
Vi skal koble Gud ind i vores sygdom ved bøn og tro, men helbredelsen fuldbyrdes ikke ved vore anstrengelser, men ved Guds indgreb, når vi er kommet til hvile hos ham.
Bibelen siger, at i hvile og tillid er vi stærke.
Bibelen siger også, at vi skal være udholdende i vores søgen og i vores bøn. Det er den ene side af sagen. Den anden side er, at vi har barnekår hos Gud.
Gud ønsker ikke, at vi skal gå i stykker fysisk og psykisk i vores søgen efter helbredelse.
Jeg håber inderligt, at mit svar vil hjælpe dig med dette vanskelige emne.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Tak for det arbejde du gør i tjeneste for Jesus.
Jeg sender min salvedug, som jeg fik for et par år siden, tilbage til dig. Jeg vil bede dig om at salve den igen og bede over den igen.
Den har hjulpet mig så godt i mit skulderled.
Samtidig beder jeg om endnu en salvedug, da jeg har brug for hjælp til mit venstre ben, der ikke rigtigt fungerer.
Vil du ikke nok salve en salvedug og bede over den, så jeg igen kan gå, for selv om jeg er 91 år, vil jeg jo gerne kunne gå og cykle omkring. Må Gud velsigne dig og din tjeneste i Jesu navn.
Kærlig hilsen
En ældre søster i Herren
Svar:
Kære ældre søster i Herren
Det kan du tro, jeg vil, og de 2 salveduge er sendt til dig.
Hvor er det dejligt at læse om den frimodige tro og tillid, du har til Jesus som din læge.
Jesus kan jo genoprette det, der er gået tabt på grund af vores almindelige, legemlige forkrænkelighed. Han vil faktisk være vores store læge ligeså længe, vi skal være her på jorden.
Det er bestemt ikke en selvfølge, at alderdom og sygdom skal følges ad sammen med svækkelse og tab af førlighed. Mange tror desværre, at det skal være sådan.
Hvis det var sådan, så var der jo ikke meget at glæde sig til, når pensionsalderen nærmede sig.
Orla Lindskov
