Forkyndelse er alligevel tilladt
Radioerne må fx gerne transmittere gudstjenester fra den lokale kirke, siger Kulturministeriet.
Kulturminister Bertel Haarder vil fremover arbejde for, at lokalradioer i fremtiden bl.a. kan sende gudstjenestetransmissioner. Folketingets medieordførere vil i foråret tage stilling til en ny ordning for lokalradioer.
Den Kristne Producent Komité (DKPK) protesterede højlydt, da Kulturministeriet i et høringsnotat til en ny ordning for lokalradioer forbød programmer med religiøs forkyndelse.
Formuleringen var uheldig, indrømmer Kulturministeriet nu. Og folketingets medieordførere har trukket oplægget med den aktuelle ordlyd tilbage.
Den Kristne Producent Komité er en sammenslutning af 35 lokale stationer – 15 lokalradioer og 20 lokaltv-stationer.
Kulturministeren er positiv
Til foråret kommer et nyt oplæg på bordet. Her vil medieordførere påny drøfte kravene til programindhold i lokalradioer. Og her ser det ud til, at det fortsat vil være muligt at sende gudstjenester og andre religiøse udsendelser i lokalradioer.
”Kulturminister Bertel Haarder har tidligere ytret, at han vil arbejde for, at det også i den kommende ordning kan være muligt at udsende programmer med religiøst indhold, herunder transmissioner af gudstjenester fra den lokale kirke”, lyder det fra Kulturministeriets presseafdeling.
Kristendommen giver sammenhængskraft
Den udvikling glæder Mogens Videbæk fra Den Kristne Producent Komité:
– Det er kun godt, at Kulturministeriet kan se det urimelige i at forbyde al religiøs forkyndelse i lokalradioer. Gudstjenester og bibelundervisning kan jo godt være lokalt forankret. Og vi skal passe på, at vi som samfund ikke saver den gren over, vi selv sidder på, og skader den sammenhængskraft, som den kristne kultur bidrager med.
Han tilføjer:
– Hvis det er udsendelser med arabisktalende hadprædikanter, Kulturministeriet er nervøse for, kan de jo blot kræve, at programmerne skal være på dansk. Så kan vi alle følge med i hvilke budskaber, der sendes ud i æteren, siger Mogens Videbæk.
Uheldig formulering
Den Kristne Producent Komité måtte protestere, da en ny ordning for ikke-kommercielle lokalradioer blev sendt i høring sidste efterår. Ikke fordi ordningen gentager kravet om, at programmerne skal være med lokale personer og handle om lokale forhold. Men fordi Kulturministeriets notat til oplægget skrev, at ”kravet om lokalt indhold medfører, at rent interessebestemt programindhold, for fx religiøs forkyndelse, ikke kan udsendes”.
Nu indrømmer Kulturministeriet i et svar til Den Kristne Producent Komité, at formuleringen er uheldig, og skriver, at medieordførerne har trukket oplægget tilbage:
Følger udviklingen tæt
”Notatet og den uheldige formulering om forbud mod religiøs forkyndelse er ikke længere aktuelt, fordi de mediepolitiske ordførere efterfølgende har besluttet ikke at gennemføre omlægningen af lokalradioordningen i den tidligere aftale udformning”.
Kulturministeriets presseafdeling opfordrer Den Kristne Producent Komité til at følge udviklingen tæt, når medieaftalekredsen senere på foråret skal drøfte ”et oplæg til den kommende ordning for ikke-kommerciel radio, herunder hvilke krav der skal stilles til programindholdet med henblik på at sikre, at lokalradio forsat bevarer den lokale tilknytning og karakter”.