Trump foretrækker ’øje for øje’
Den Republikanske præsidentkandidat, milliardæren Donald Trump, siger, at hans yndlingsvers fra Bibelen er ”Øje for øje”.
Trump har tidligere fået kritik fra USAs kirkelige vælgere, fordi han ikke kunne oplyse, hvad hans yndlingsvers var. Hans undvigende svar tidligere i valgkampen er af mange blevet udlagt som et tegn på, at han hverken er bibelstærk eller troende.
Men da Bob Lonsberry fra ABC News for nylig spurgte Trump, om han kunne nævne et yndlingsvers eller en beretning, som har præget hans tankegang eller karakter, svarede Trump:
– Jo, jeg tror, der er rigtig mange, når vi går ind i Bibelen. Nogen vil sige, at det ikke er særlig rart. Men man kan nok sige, at det er ”øje for øje”. Vi må være meget stærke og stå helt fast, sagde Trump.
Kritikerne fastslog hurtigt, at kun de færreste kristne (om nogen overhovedet) ville have valgt dette bibelvers.
– Hele pointen med kristendommen er at kæmpe mod hævn og tage imod tilgivelsen, og det viser sig allermest præcist i afvisningen af princippet med ”øje for øje”, skriver en blogger på det konservative medie Hotair.com.