Biskop: ”Fokus på kristne rødder rigtigt”
Sætningen om Danmarks kristne tilhørsforhold i regeringsgrundlaget møder opbakning fra biskop.
”Danmark er et kristent land”
Denne sætning blev skrevet ind i regeringsgrundlaget sidste sommer. Nu viser en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har fået foretaget, at flere end seks ud af ti bakker op om udsagnet.
Konkret viser YouGov-undersøgelsen, at 65 procent af de adspurgte mener, at Danmark kan betegnes som et kristent land. 22 procent svarer nej, mens 12 procent svarer ved ikke.
Biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard ser positivt på, at så mange danskere bakker op om Danmark som et kristent land.
– Jeg synes, det var modigt og rigtigt af regeringen at sætte fokus på Danmarks kristne rødder. Og jeg ser det som en naturlig konsekvens af, at en voksende muslimsk befolkning kommer hertil med et helt andet trosforhold. Når man er udfordret på sin tro, skyder man dybere rødder, siger Steen Skovsgaard til Kristeligt Dagblad.
Han understreger, at folkekirken dermed også er nødt til at betone de markante forskelle mellem islam og kristendom.
– Vi skal turde se forskellene i øjnene. Ikke for at puste til en konflikt, men for at se klart. Herunder hvad vi ikke kan tolerere i et samfund som det danske, der er præget af kristendommen. Ubegrænset tolerance fører til intolerance, siger Steen Skovsgaard.