Dåben gav troen liv

Niels Duurhus voksede op som en del af frikirken – men det var bare venner og pligt for ham – først på efterskole og senere i valget om at blive døbt trådte troen i karaktér i hans liv.

Han er lidt nervøs. Det er en stor ting at blive døbt. Men påskedag i 2008 går Niels Duurhus hen til bassinet i Citykirken for at bekræfte sin personlige tro på Jesus. En begivenhed, som skulle være med til at forme hans liv videre fra den dag.

– På det tidspunkt havde jeg ikke så meget personlig kundskab omkring den åndelige betydning af dåben. Jeg gjorde det mest for at vise mig selv og andre, at jeg var kristen, forklarer Niels.
Han var 18 år – og er 26 år i dag, hvor han sidder på sit værelse, som er indrettet med personlige møbler i mørkt træ.
Men selvom Niels kommer fra et kristent hjem, var det ikke nogen selvfølge, at han endte med at lade sig døbe.
Hans forældre er færinger, og de første seks år af Niels’ liv boede de på Færøerne og kom i pinsekirken der. Derefter slog de sig ned i Aarhus og fortsatte i pinsekirken.

Kirken var en pligt

– Jeg havde bestemt ikke nogen dårlig opvækst, men det blev meget overladt til mig selv at finde ud af det med troen, forklarer Niels. Hans familie tog ham med i kirke hver søndag.
– Jeg var træt af kirken. Det var ligesom skole for mig. Et sted jeg kom, fordi jeg skulle, og hvor jeg havde nogle gode venner, forklarer han.
På den kristne efterskole begyndte troens praktiske sider at give mere mening for ham. Og på et møde med forstanderen blev det klart for ham, at det også måtte have indflydelse på hans liv.
– Det gik op for mig, at hvis Gud findes, så er der en mening med, at jeg er her – og jeg er forpligtet til at følge ham, uddyber Niels, som dermed valgte at følge Jesus. Det førte til dåbsbeslutningen et par år senere.
Når han i dag ser tilbage på sin dåb og tiden efter, kan han se, hvordan de åndelige gaver og frugter af dåben kom til at præge hans liv.
– Jeg vidste godt, hvad profetisk tale var – og jeg havde også oplevet at tale i tunger, men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af det. Efter dåben blev det mere naturligt for mig og en større del af min hverdag, forklarer Niels.

En tanke ud af det blå

For fire år siden oplevede han, hvordan Guds ledelse i hans eget liv gav ham en helt ny retning. Han havde det seneste år været i gang med at læse op på fag, så han kunne tage på Ingeniørhøjskolen.
– En varm sommermorgen mærkede jeg en uro i mit hjerte. Som en form for nervøsitet. Jeg tog ned på studiet, hvor jeg var i gang med matematik på A-niveau. Men følelsen fortsatte, og jeg tænkte, at der måtte være en grund til den. Jeg gik ud fra timen og begyndte at bede, mens jeg gik rundt på skolen. Efter nogen tid fik jeg ud af det blå tanken: ”Det er ikke de her planer, jeg har for dit liv” – en tanke, som gjorde mig endnu mere nervøs, husker Niels, som senere læste verset fra Jeremias bog kap 29, om hvordan Guds planer er større end vores. Det hjalp ham til at få modet til at afmelde sig Ingeniørhøjskolen – også selvom han ikke vidste, hvad der så skulle ske. Heldigvis gik der ikke længe, før han oplevede klarhed.
– En morgen kort efter vågnede jeg med en ny tanke fra Gud. ”Jeg vil, at du skal tjene mig ved at tjene andre, elske mig ved at elske andre”.
Denne tanke vakte resonans i Niels, som kendte én, der gik på Diakonhøjkolen, hvor man uddannes til socialpædagog på et kristent grundlag.

Det åndelige element i metalmusikken

Udover at læse til pædagog spiller Niels bas i et hardcore/metalcore band. Han har langt hår, fordi det symbolicerer ægthed og autencitet for ham – et valg, som han primært er blevet mødt med nysgerrighed og forståelse i.
– Men jeg er opmærksom på det åndelige element i metalmusikken. Der er nogle bands, som fylder mit sind med negative tanker, og dem dyrker jeg ikke, forklarer han og konstaterer:
– Nogle bands behøver du ikke læse teksterne til for at vide, at de åbenlyst nedgør kristne. Andre gange oplever jeg en anspændthed indeni, når jeg lytter, som minder mig om, at det ikke er godt.
Bandet, som Niels spiller i sammen med et par venner, hedder Captain Roselynn. Her er teksterne primært kristne. Selvom de også kan handle om død – er det ikke uden håbet i Jesus.