Hvem skal nomineres til Fællesskabsprisen 2016?
For tredje gang uddeles Fællesskabsprisen, som hylder hverdagens helte. Man kan nominere både enkeltpersoner og grupper frem til 1. juni.
Sidste år gik Fællesskabsprisen til den kirkelige Café Exit på Vesterbro. Nu efterlyser jurypanelet bag prisen forslag til, hvem der skal hyldes i år for en ”ekstraordinær indsats for fællesskabet i Danmark”.
Man kan fx nominere: ”Kollegaen der spreder glæde på arbejdspladsen, naboen der altid træder til med en hjælpende hånd eller den frivillige, der gør det endnu sjovere at samles om en fælles sag. De mennesker fortjener en anerkendelse for at yde det ekstra for os andre i hverdagen”.
Jurypanelet udvælger i alt 10 vindere, der hædres ved en prisoverrækkelse den 9. juni.
Fællesskabsprisen er opstået i et samarbejde mellem Mette Frederiksen (S), 3F, Dansk Metal, HK, ISS, Falck, PensionDanmark, Professionshøjskolen Metropol, Post Danmark, Professionshøjskolen UCC og VIA University College.