Kristne børn blandt over 70 dræbte Påskedag i Pakistan
Taliban-gruppens angreb var rettet mod kristne i en park i Lahore.
En selvmordbomber har dræbt mindst 72 og såret flere hundrede under påskefejring i Pakistans næststørste by.
Ifølge Christianity Today foregik angrebet, mens folk var samlet i en legepark i byen Lahore.
Angreb ”den kristne påske”
Terrorgruppen Jamaat-ul-Ahrar, som har links til Taliban, har taget ansvar for angrebet. Gruppen udtaler, at angrebets mål var ”den kristne påskefest”.
De fleste af ofrene var kristne, og mange var børn og kvinder. Ifølge Morning Star News blev mindst 45 kristne og 25 muslimer dræbt.
Det er det blodigste angreb mod Pakistans kristne mindretal siden angrebet mod Peshawars All Saints Church i 2013, hvor op mod 150 mistede livet.
Øget vold mod kristne
Der meldes om øget vold mod både kristne og andre minoriteter i Pakistan.
– Denne dags selvmordsbombning i Pakistan, som var specielt målrettet kristne, som fejrede påske, er et af de utallige eksempler på den øgede globale forfølgelse af kristne, udtalte David Curry fra Open Doors (Åbne Døre) i USA. ”Jeg er skuffet over, at den vestlige verden kun synes at være opmærksom på de angreb, som foregår her i Vesten.
De menneskeliv, som går tabt i Afrika, Mellemøsten eller Sydøst-Asien er præcis lige så meget værd som dem, der går tabt i Europa eller USA.
Vi burde være lige så oprørte over tabet af disse menneskeliv, understreger David Curry.
Der er sket flere angreb mod kristne i Pakistan inden for de seneste år. Flere af disse angreb finder sted med henvisning til Pakistans strenge blasfemi-love, som gør det let for muslimer at anklage kristne for blasfemi mod islam.
Asia Bibi-sagen
Den pakistanske kristne mor til fem, Asia Bibi, har siddet fængslet siden 2009 på grund af blasfemi-anklager. Hun er dømt til hængning, fordi hendes muslimske naboer i 2009 anklagede hende for at have ”forurenet” deres brønd. Hendes ”forbrydelse” var den, at hun som kristen havde drukket af vandet.
Asia Bibi fik hjælp af en dygtig advokat, men han blev likvideret af islamister. Advokatens morder blev siden retsforfulgt og dødsdømt af Pakistans regering, men 10.000 af hans tilhængere protesterede mod henrettelsen med henvisning til blasfemi-lovene.
På Åbne Døres Verdensrangliste over de 50 lande, hvor kristne forfølges mest, er Pakistan på sjette-pladsen.