Min familie på den anden side af jorden

At have en familie er en selvfølge for mange. At opleve daglig omsorg fra en mor eller en far er noget, de fleste børn tager for givet – i hvert fald i Danmark. Men sådan er det langtfra her på børnehjemmet i Filippinerne.

Børnene her kalder mig ’Ate Carina’. Det betyder søster Carina. Herude har børn stor respekt for mennesker, der er ældre end dem selv. Og det forventes også, at vi som volontører udviser respekt for dem, der er ældre end os.
Børnehjemmet, hvor jeg bor, har et kristent værdigrundlag, så på den måde er vi i et stort kristent fælleskab. Selvom vi alle her kommer med helt forskellige baggrunde, så deler vi troen på Gud og tager os af hinanden.
At være sammen med disse filippinere døgnet rundt har lært mig rigtig meget. Her er der tid til at lytte, tid til nærvær. Ingen har travlt. Det er en fantastisk oplevelse at få lov til at lære deres kultur at kende og opleve, hvordan vi kan bo og leve sammen som én stor familie.
Underligt er det at tænke på, at jeg måske selv ville have boet her, hvis jeg ikke var blevet adopteret til Danmark, da jeg var lille. Jeg ville have talt deres sprog, gået i deres tøj og været borger i deres land. Men selv om jeg inden længe vender tilbage til mit nordiske hjemland, så vil besøget her på Filippinerne for altid have gjort en forskel i mit liv og på mit syn på det at høre til og at være i familie.
Inden jeg rejste af sted til Filippinerne, havde jeg tænkt en del over, hvordan det mon ville være at bo i et tropisk land med dyr og insekter, at spise anderledes mad, at lytte til et fremmed sprog og blive en del af en så anderledes kultur, hvor fattigdommen kommer helt tæt på.
Men alt dette betyder ikke så meget nu. Det, som betyder noget, er, at vi skal huske på at tage os af hinanden, selvom vi hver især er forskellige. ”Vær med til at bære hinandens byrder. På den måde opfylder i Kristi kærlighedslov”. Gal. 6 v. 2