70 unge mødes til fællesskab med indhold
Unge kristne fra Silkeborg har taget initiativ til et socialt og åndeligt fællesskab på tværs.
Onsdag den 4. maj mødtes 70 unge mennesker fra Silkeborg og omegn til ReTro – Et kristent arrangement for unge på tværs af ungdomsforeninger.
Idéen til ReTro stammer tilbage fra januar, hvor en gruppe unge kristne fra Silkeborg blev enige om, at der var behov for et socialt og åndeligt fællesskab på tværs.
I stedet for kun at omgås de samme mennesker uge efter uge skulle der ske noget mere, og måske kunne man oven i købet få gavn af hinanden, hvis man en gang i mellem samlede ressourcerne.
Dermed tog unge fra henholdsvis KFUM og KFUK, LMU, IMU og Silkeborg Oasekirke sagen i egen hånd, og efter adskillige møder, en masse planlægning, spekulationer og god opbakning fra baglandet tog projektet form.
Gennem forløbet er ReTro blevet velsignet med alle de ting, som er nødvendige for, at sådan et projekt kan lade sig gøre. Der har været økonomiske bidrag, lokaler er blevet stillet til rådighed, og erfarne kræfter har stået på spring for at hjælpe på den ene eller den anden måde.
Et nyt lovsangsband med musikere fra forskellige foreninger i Silkeborg blev også stablet på benene, en ting som ikke har været muligt ude i de enkelte ungdomsforeninger.
For at skabe et fællesskab med indhold, mening og Jesus i centrum blev lovsang, andagt og socialt samvær hurtigt tre vigtige hovedelementer i ReTro. Derfor kom programmet for første ReTro-aften også til at bestå af disse tre ting.
I løbet af aftenen blev der sunget, holdt andagt ved præst Peter Rask, og efter programpunkterne blev der serveret kaffe og kage, og en lille café blev åbnet. Mødesalen blev omdannet til et hyggeligt café-miljø med flot oppyntning i retro-stil med standerlamper og LP-plader på væggene.
Først da klokken havde passeret midnat, stilnede snakken hen, stearinlysene blev slukket, og salen var igen tom.
Unge i Silkeborg kan se frem til fredag den 10. juni, hvor der igen er ReTro.