Hvad betyder det at blive ’døbt med ild’?

Johannes Døber forudsagde om Jesus, at han skulle døbe os med Helligånden og ild. Forstår vi hvad vil det sige, at blive døbt med ild?

“Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget”

Ordene kommer fra Jesus, (Lukasevangeliet 12:49) og dækker tilsyneladende over en længsel efter at se det, han repræsenterede, blive spredt ud over hele jorden og blive alle til del. Når vi i dag taler om Jesus, og om at blive som ham, så ligger der i de få sætninger, jeg her citerer, en kerne, som er vigtig at få fat i. Det Jesus repræsenterede, og som han senere sagde, at Helligånden skulle hjælpe hans efterfølgere med at formidle, indeholder elementer, der umiddelbart ikke synes så rare.
Ilden, som han her omtaler, er hverken en fysisk ild eller død og ødelæggelse, men snarere en metafor for det, troen og Gudsriget vil gøre ved det menneske, der forbindes med det. Det sætter noget i gang. Det brænder og er alt andet end anonymt og noget, der kan skjules.

Da Johannes Døber prædikede i ørkenen, vidnede han om den kommende Messias, med ordene: “Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.” (Matthæusevangeliet 3:11)
Der var altså noget, den kommende Messias ville bringe til menneskeheden, som skulle blive så mærkbart, at det ikke kunne skjules. Sammenligningen med dåben i vand er interessant. Man kan ikke døbes i vand uden at blive våd. Man kan heller ikke døbes i Helligånden uden at blive berørt af ilden.
Ilden har flere funktioner og betydninger. I en bibelsk kontekst er det ofte forstået som noget, der renser og fremhæver det, som er ædelt. Forædling kan være en vanskelig proces. Resultatet er imidlertid så værdifuldt, at det er bøvlet værd.
Forædling er en proces, som i følge Bibelen er nødvendig for alle mennesker, ganske enkelt fordi vi er gjort urene af vores egen ulydighed eller insisteren på at gå egne veje, uden tanke på hvad der er bedst, ikke bare for os selv, men for hele Guds skabning.
Fravalget af Gud lægger et låg af urenheder over vores liv, men i kontakten med Gud og hans Ånd brændes det væk, og vores oprindelige formål med at være skabt i Guds billede kommer frem igen.

Pinsedag gav frimodighed

På Pinsedag – som vi lige har fejret endnu engang – blev de disciple, der var forsamlede i ovensalen, fyldt med Helligånden, og tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. Resultatet var overvældende. De fik frimodighed og begyndte straks at proklamere evangeliet om Jesus på sprog, de ikke havde lært, men som blev forstået af de udlændinge, der var i Jerusalem i forbindelse med pinsefesten.

Disciplene havde tidligere hørt Jesus sige, at de ikke skulle være urolige, når han skulle herfra, og at det faktisk var det bedste, der kunne ske, fordi Faderen så kunne sende Helligånden. De vidste, at noget skulle ske, og at det havde med Helligånden at gøre. Men det der skete, overgik deres vildeste fantasier.
Man kan næsten fornemme suset i luften, da Peter, der i længere tid havde været lettere apatisk og haft travlt med at gemme sig af frygt for repressalier, pludselig står frem midt i folkemængden og råber af sine lungers fuld kraft: Hør efter hele Jerusalem!!! Nu skal I høre, hvad der er sket. Det er det, som profeten Joel talte om, da han sagde: “Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. Selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage, og de skal profetere.” (Apg. 2:17–18)

Efter en længere tale, hvor det var tydeligt, at Peter var blevet en anden, fri og modig, sagde han, at hvis de ville omvende sig og tro på, at Kristus var Guds søn, og lade sig døbe til ham, så ville de også få Helligånden som gave. Tre tusinde tog imod ordet, lod sig døbe og fik Helligånden som gave!
Resten er historie. Denne lille gruppe mennesker forvandlede, gennem deres eget vidnesbyrd om Kristus en hel verden! Helligånden gav dem som lovet kraft til at gøre det samme, som Jesus havde gjort. De helbredte de syge, satte fortrykte i frihed, gav blinde deres syn, rensede spedalske, hjalp de udstødte og forkyndte evangeliet, de gode nyheder, for alle, der ville lytte.

Vigtige pointer

Dåben med Helligånd og ild er en gave fra Gud. Han vil det, mere end vi vil det. Det lader dog til at være en udtrykt længsel hos modtageren, der aktiverer Gud som gavegiveren. Desuden forudsætter dåben i Helligånden, at det enkelte menneske har modtaget, og omvendt sig til, troen på, at Jesus er Guds søn. Dåben i vand (den offentlige bekendelse af denne tro) er også vigtig.
Selvom der i Apostlenes gerninger beskrives flere veje til dåben med Helligånden, er ovenstående afgørende elementer. Selv om vi hverken kan pålægge eller give Helligånden til hinanden, så ser det alligevel ud til, at formidlingen af Helligåndens dåb ofte sker i et fællesskab, og når andre troende lægger hænderne på den, der søger gaven.

Ikke kun tungetale

Hvordan ved man så, om man har modtaget Helligånden?
Mange vil mene, at tungetalen er det afgørende tegn. Det er naturligvis, fordi det flere steder i Apostlenes gerninger er det umiddelbare resultat, når mennesker modtager Helligånden. Et eksempel på dette ser vi både i Apostlenes Gerninger kap 2:4 og senere i kap 19:1–6.
Men at afgrænse Helligånden til en synlig manifestation af tungetale, er for mig at se at begrænse Gud og hans intention med at sende Helligånden. Hovedparten af den tungetale, der praktiseres i dag, har ikke den missionale effekt, som tydeligvis var resultatet af den første erfaring på Pinsedag i Jerusalem.
De fleste tungetalende, inklusiv mig selv, bruger tungetalen som et bønnesprog, en måde at kommunikere med Gud, uden at skulle bruge forstandens kapacitet. Det kan opleves både befriende og trosstyrkende. Men det er meget sjældent, at det, der siges, forståes og gør Guds rige tilgængeligt for udenforstående.

Det bringer mig til en vigtig pointe. Helligåndens tilstedeværelse i et menneskes liv kan ikke alene måles på, om et menneske taler i tunger eller ej. For det første er der ingen, der fuldt ud er i stand til at vurdere ægtheden af tungetalen. Det er i langt de fleste tilfælde en personlig gave til brug i det enkelte menneskes kommunikation med Gud. For det andet formidler tungetalen ikke i sig selv evangeliet, da den er uforståelig.
Jesus selv gjorde en dyd ud af at tale til mennesker på et sprog, de forstod, og det er netop her, Helligånden giver os en særlig kraft eller evne. Han giver os, når vi fyldes af ham, først og fremmest frimodighed, men dernæst også evne og kærlighed, så vi kan kommunikere de gode nyheder til det enkelte menneske på Guds vegne. Det er altså til den missionale opgave, til det at være vidner og budbringere, at Gud giver mennesket kraft ved Helligånden.
Paulus’ liste med ni nådegaver i 1. Korinterbrev kap. 12 er et eksempel på dette. De tildeles ikke for egen skyld, men til fælles gavn. De gives ikke med henblik på at holde karismatisk legestue, men for at hjælpe mennesker ud af trældom og tættere på Kristus.

Nådegaver og frugter

Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke havner i en grøft, hvor dåben i Helligånden bliver et slags karismatisk rygmærke, vi stræber efter at opnå. Jeg har set for mange mennesker, særligt i det frikirkelige miljø, som fordi de ikke kunne tale i tunger følte sig forkerte, syndige og degraderet til B-holdet. Det er nonsens!
Tungetalen er ikke beviset på Helligåndens dåb. Det er en del af en større pakke. Tungetalen, eller for den sags skyld en af de andre nådegaver, kan i bedste fald være et tegn på, at noget er sket. Men hvis ikke nådegaven underbygges af de karaktertræk (frugter), som Helligånden repræsenterer: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal. 5:22–23), og som er et resultat af, at vi lader Helligåndens ild rense vores liv, så opstår der en ubalance og dermed en risiko for, at nådegaverne ikke tjener deres oprindelige formål.

Ikke kun kraft

Gud er tilsyneladende mere optaget af uselvisk kærlighed end af kraft. Begge dele er vigtige ingredienser i forkyndelsen af evangeliet, men som det udtrykkes i kærlighedskapitlet i 1. Kor. 13, så vil du – selv om du har al tro, så du kan flytte bjerge – være intet, hvis du ikke har uselvisk kærlighed. Kraften beskyttes og kontrolleres af kærligheden.
Du får altså ikke med dåben i Helligånden et magisk stav, der – når du svinger den – kan vise dine omgivelser, hvor fantastisk du er, og hvor meget Gud er med dig. Du får derimod en frihed, et nyt mod og evner, der sammen med Guds kærlighed i dit hjerte vil gøre dig i stand til at at formidle evangeliet, de gode nyheder, om Jesus til mennesker alle vegne og i alle livssituationer.

Af Lars Bo Olesen, ledende præst i Åbenkirke Herning