Den nye korsridder
Måske har vi brug for en ny slags korsridder?
Jeg har lige været på ferie på Malta, og man kan ikke undgå at lægge mærke til, hvor stor en plads korsridderne har i øens historie. Der kan købes souvenirs med rødhvide kors og riddere i rustning over det hele. Og selvom der snart er er gået 1000 år siden korsriddernes tid, og man ofte fokuserer på nogle af de dårlige ting, de gjorde, så kunne jeg godt tænke mig en ny generation af korsriddere i Danmark.
På korsriddernes tid kæmpede de for deres ting. I dag er det en åndelig kamp, vi står i. Der er brug for, at vores tanker og verdensbilleder bliver forandret og nogle gange fuldstændig ændret. Som jeg oplever det, så har mange opbygget nogle tankebygninger, som forhindrer dem i at opleve Gud. Det kan være forkert teologi, dårligt selvværd, manglende mod til at tage chancer eller ren og skær menneskefrygt.
Men ”den nye korsridder” skal ligne Jesus.
Den nye korsridder tager sandheden på som bælte. Han pakker ikke sandheden ind i politisk korrekthed eller menneskefrygt. Men han siger kun sandheden på en måde, som han selv gerne ville have den at vide. Han går ikke på kompromis med sine værdier og holdninger, selvom han bliver presset af anderledes tænkende. Hans tro på, at Gud vil gribe ind i enhver situation, som går imod Hans Rige, er stor. Derfor beder han med stor tro og handler på dét, Helligånden vejleder ham til. Han glemmer aldrig sin frelse og den nåde, han ufortjent blev vist. Derfor behandler han andre med stor venlighed. Han bruger Bibelen som et sværd, der skærer igennem selv de tykkeste ”mure”, som han møder på sin vej. Han handler med stor autoritet.
Den nye korsridder er først og fremmest modig. Han er eventyrlysten, og han er målrettet. Men det er ikke sig selv, han kæmper for. Han kæmper for Guds rige – på jorden som det er i Himlen. Koster det ham livet, så er det en sejr. For der findes ikke noget mere værdifuldt for ham i livet end dette.