Ildsjæl hædret med plads
Herluf Andersen var manden bag Folkekirkens Nødhjælps mere end 120 genbrugsbutikker i Danmark. Han var også sognepræst i Christianskirken i Aarhus i mange år.
Nu er han blevet hædret med sin egen plads, Herluf Andersens Plads, som blev indviet forleden. Den ligger i forbindelse med Christianskirken, hvor Herluf Andersen i 42 år var ansat som sognepræst. Han døde for tre år siden.
Herluf Andersen åbnede – sammen med hustruen Ruth Andersen – den først Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i 1972. Siden kom flere til, og med hjælp af tusinder af frivillige, der har stået i butikkerne i årenes løb, er der skaffet over en kvart milliard kroner til verdens fattige og nødlidende.
Herluf Andersen var kendt for sin noget slidte Volvo 210. Dén brugte han i alle årene til personligt at fragte genbrugstøj i på sine fridage, som var mandag.
Han var uddannet teolog fra Københavns Universitet i 1959. Han udgav også sang- og salmehæfter og plader og bånd, bl.a. Jul Jorden Rundt med julesange fra hele verden.