Landsleder med varme hænder i Kristelig Handicapforening
Kristelig Handicapforening har ansat Tove Søgaard som ny landsleder af foreningen fra 1. juni 2016.
Tove Søgaard kommer fra en stilling i Holstebro Kommune, hvor hun har vært ansat i 12 år, først som plejehjemsleder, senere som ældrechef og senest som centerleder for Pleje og Omsorg.
Tove Søgaard er 56 år og oprindeligt uddannet sygeplejerske.
I 2008 afsluttede hun en diplomuddannelse i ledelse og forventer at afslutte en masteruddannelse i offentlig ledelse i 2016.
– Jeg har søgt stillingen som landsleder, fordi jeg føler mig parat til et sceneskifte i mit arbejdsliv. Jeg har ønsket at arbejde med et område, hvor jeg kan forene ledelse med mit værdigrundlag, og hvor jeg kan bruge min erfaring og arbejde for en sag, der er utrolig vigtig i det danske samfund, siger Tove Søgaard.
Tung erfaring fra det kommunale område
Kristelig Handicapforenings formand, Thomas Bjerg Mikkelsen er taknemmelig over, at Tove Søgaard kan se mulighederne i at være landsleder for foreningen.
– Det er meget positivt, at vi har haft mulighed for at ansætte en person med tung ledelsesmæssig erfaring fra det kommunale område. Handicapområdet er under et stigende pres, og vi har brug for en landsleder, der ved, hvordan det offentlige system fungerer og kan samarbejde med det, siger Thomas Bjerg Mikkelsen.
God samarbejdspartner
Tove Søgaard oplever en tid i samfundet, som hun også kender indefra, hvor kommunerne er trængte, og hvor der stilles spørgsmål i forhold til, hvordan velfærdsmodellen skal se ud.
– Her er det vigtigt, at Kristelig Handicapforening er en god og konstruktiv samarbejdspartner, og at vi bliver set som et kvalificeret tilbud til mennesker, der har begrænsninger. Jeg oplever også, at Kristelig Handicapforening har noget at byde ind med dér, hvor mennesker står alene, fordi den danske velfærdsmodel er under pres, siger Tove Søgaard.
Thomas Bjerg Mikkelsen oplever Tove Søgaard som en åben og dialogsøgende leder med et stort menneskeligt overskud.
– Hun er en veluddannet leder med dybe rødder i praksis. Jeg er overbevist om, at hun vil være i stand til at skabe samarbejde på mange planer, og hun bliver en virkelig dygtig og vellidt leder for foreningen, siger Thomas Bjerg Mikkelsen.