Roman om dagliglivets dramaer
Vi følger hovedpersonen Gerda fra barn og ung og gennem hendes ægteskab, indtil hun bliver enke og står over for at vælge, om hun ønsker igen at mødes med en kollega, hun har haft en affære med.
Både hun og de andre personer i romanen er helt almindelige mennesker, der lever et helt almindeligt hverdagsliv – på overfladen, for romanen letter låget og beskriver dramaer, kriser og konflikter under det almindelige livs overflade.
Problemer under overfladen
Gerdas forældre er et pænt ægtepar, men moderen dominerer sin mand. Gerda og hendes søster er mere fjender end venner. Gerda lever sammen med sin mand, men uden at de er smeltet sammen – og hun tror ikke, han kender til hendes affære.
Det, der siges, er ikke altid, hvad der menes, og det er ikke alt, der bliver sagt. Tingene ender ikke altid som forventet. Mennesker kan indeholde andet og mere, end det ser ud til.
Enkel og letlæst
Handlingen er enkel, og sproget er jævnt og ligetil. Det er en letlæst roman om, at der findes mere i det daglige liv, vi lever, end man skulle tro. Den får os til at tænke over, om vores liv er, som vi tror, og som vi ønsker det.
Claus Grymer: Vinterfrugt.
225 sider • 228 kr. • Unitas Forlag