Sommeroase i uge 29 vil genopdage reformationen
Fra den 16. til 23. juli får SommerOase i Odder besøg af Krish Kandiah, der er formand for London School of Theology.
Han skal holde bibeltimer ud fra tekster fra Efeserbrevet.
Kandiah er i øvrigt forfatter til årets temabog ”Hvorfor”, hvor han giver et bud på, hvorfor det – ifølge ham – aldrig har været meningen, at kristendommen skulle være enkel.
Krish er til daglig leder af London School of Theology og har derudover skrevet flere bøger og bibelstudie-guider og undervist bl.a. i England, Albanien og USA.
Ved siden af har Krish startet organisationen Home for Good, som finder kærlige, åbne plejefamilier til sårbare børn. Til hverdag bor Krish i Oxford sammen med sin kone og fire børn.
På SommerOase 2016 tages der hul på et nyt, treårigt tema under overskriften: Genopdag Reformationen.
– I 2017 er det 500 år siden, at Luther slog sine berømte teser op på døren i Wittenberg, der ledte til reformationen af kirken, skriver arrangørerne. I 2016 er temaet ”Gentænk menigheden” , i 2017 ”Genlæs Bibelen” og 2018 ”Genopdag troen.”
Oases sekretariat plejer at offentliggøre programmet meget sent. Men det ligger klart, at Nathan Hoff fra Trinity San Pedro, Californien, også taler. Han rejser rundt i Europa sammen med sin familie. Han taler en aften i store telt og er derudover hovedtaler på TuneUp sporet. Derudover taler en række danske Oase-præster.