Stille lovsang
’You Are Why’ er Webb Musics første hele album. De sidste to år har de udgivet en EP og en single. Jeg kendte ikke noget til Webb Music på forhånd, så det er altid spændende at høre noget nyt.
Mens teksterne er forholdsvis enkle tekster, som vi kender fra diverse lovsange, hvor man ophøjer og synger om Gud, så er selve musikken lidt mere udenfor lovsangsgenren – på de første to numre. Der er konstant elektroniske elementer i musikken. En blanding af elektronisk music og upbeat rock kan man sige. Det lyder måske lidt underligt, men det fungerer faktisk meget godt.
Men efter de to første numre skifter stilen til ”følerne”: Bløde numre i lavt tempo. Jeg synes, at de stille numre bliver lige følsomme nok til min smag. Det hele bliver lidt for sødt og kedeligt. Så er der mere pondus bag de elektroniske numre. Det er også de numre der adskiller dette album fra de hundredevis af lovsangsplader, der bliver produceret hvert år. Det er her Webb Music for alvor kommer til sin ret. Jeg ville ønske, at man havde satset lidt mere på denne del af musikken. Men det gør man ikke.
Jeg vil dog fremhæve ’My Reward’, som er en live indspilning, hvor teksten og vokalistens stemme kommer til sin ret. Her mærker man desperationen efter Gud. Det er herligt. Alt i alt er det en lovsangsplade, som nok især vil appellere til det mere modne publikum. På trods af, at jeg er i 30’erne så føler jeg at musikken sagtens ville kunne blive både accepteret og elsket af mine forældre, som er i 60’erne. Det er smukke tekster, men det bliver simpelthen lidt for kedeligt til min smag i længden. Men leder man efter noget forholdsvist stille musik, som har fokus på Jesus, så er dette album et udmærket bud.