Helsemesse i Holsted blev succes for kristen bedegruppe

Folk var positivt overrasket over den kristne stand, hvor der blev tilbudt forbøn, flere blev helbredt og mindst én blev frelst.
Folk var positivt overrasket over den kristne stand, hvor der blev tilbudt forbøn, flere blev helbredt og mindst én blev frelst.

Folk var positivt overraskede over de kristnes stand, fortæller en deltager.

11 kristne har haft en stand på helsemessen i Holsted i weekenden, og det blev en succes, fortæller Malene Handryziak Jensen.

– Vi kender hinanden godt, fordi vi deltager i arbejdet omkring Pottemagerens Hus, mange af os kommer til de daglige bedemøder kl. 10 mandag til fredag.
I weekenden tog de 11 et skridt i tro og deltog på helsemessen i Holsted. Og det blev en meget positiv oplevelse. Malene fortæller:
– Lørdag var der næsten hele tiden nogen til forbøn på vores stand. Jeg ved ikke hvor mange, for det var der ikke tid til at tælle.

Iskiasnerve, ryg, ben…

– En kvinde blev helbredt for smerter i iskiasnerven, og jeg spurgte hende søndag formiddag hvordan, hun havde det. Hun var glad, for hun havde sovet godt uden smerter. Hun kom mange gange hen for at snakke med os og fortalte andre om sin helbredelse.
Vi bad for mange mennesker og alle fik en berøring af Gud, nogen stærkere end andre, men vi stoler på, at Helligånden vil give vækst, siger Malene.

– Søndag kom en kvinde hen til os med ordene; “Nu er jeg altså også nødt til at blive bedt for, for alle fortæller mig at det er så godt, og at jeg skal gå ned til jer!”
Hendes ben var ikke lige lange, og hun havde rygproblemer, men efter vi havde bedt blev benene lige lange, og ryggen helbredt. Hun var fuldstændig overvældet.

En kvinde med gigt kom lige før lukketid søndag, og efter forbønnen føltes hendes fingre “rare”. Mange blev stærkt berørt. Al ære til Jesus.
En kvinde blev frelst og vi har aftalt, at vi vil døbe hende på fredag.

Moses Hansen har bakket vores initiativ med helsemessen op, og kristne brødre og søstre har bedt for os. Tak for jeres forbøn, det betyder utrolig meget for os 11, der stod på messen, men især for alle de mange mennesker der blev berørt af Gud. Bed om at Helligånden vil give vækst til det frø der er sået i dem så de alle bliver frelst, opfordrer Malene.

Overraskede positivt

– De som arrangerede messen kom og sagde at de var glade for, at vi havde været med, og at vi kristne havde overrasket positivt.
Og der blev fisket lidt efter om vi mon kunne tænke os at være med igen en anden gang.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mange gange kom folk om søndagen og sagde, at de havde hørt så meget godt, eller at andre havde sendt dem af sted ned til os.

Tak til Jesus! Det er så fantastisk, hvad han gør, når vi bare går en lille smule ud på Hans ord, udbryder Malene Handryziak Jensen fra Holsted.