Historikere: ’Danske politikere bør anerkende det armenske folkedrab’

 
Der er enighed på tværs af folketingssalen om, at Danmark officielt bør anerkende folkedrabet på op mod 1,5 millioner armeniere i 1915.

Partierne Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance opfordrer nu til dansk anerkendelse af folkedrabet.

’Drop berøringsangsten’

Flere danske regeringer har i tidens løb afvist at tage stilling til Tyrkiets ansvar i massakren på armenierne. Man har henvist til, at vurderingen af, om noget er folkedrab er en sag for historikerne.

Men historikerne skyder nu bolden tilbage og opfordrer politikerne til at opgive berøringsangsten over for Tyrkiet, skriver Kristeligt Dagblad.
– Der er ingen seriøse forskere, der benægter, at det var et folkedrab. Beviserne er overvældende, siger historiker og professor Uffe Østergaard fra Copenhagen Business School.
Han bakkes op af historiker Matthias Bjørnlund, som har skrevet flere bøger om folkedrabet.

Også den tyrkiskfødte forfatter og foredragsholder Deniz B. Serinci udtaler sig om sagen. Han forklarer, at Tyrkiet i årevis har lært skolebørnene, at folkedrabet var en vestlig løgn.
Samtidig frygter Tyrkiet at skulle betale store erstatninger til de efterladte armeniere og afgive de landområder, hvor folkedrabet fandt sted.

Udenrigsordfører afviser

Da Tyskland for nylig anerkendte det armenske folkedrab, affødte det nye protester fra Tyrkiet. Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen afviser dog, at den danske tavshed skyldes frygt for Tyrkiets reaktion.

– Det danske folketing vedtager ikke resolutioner, siger udenrigsordføreren ifølge Kristeligt Dagblad til Matthias Bjørnlunds undren og ærgrelse.