Ny evangelisk folkebevægelse stiftes ved gudstjeneste i Odense
Lørdag den 18. juni kl. 14.00 holder en ny evangelisk folkebevægelse, Margueritbevægelsen, sin første fællessamling og gudstjeneste i Bykirken i Odense.
Begrundelsen for denne bevægelse er den nye situation i dansk kirkeliv. Håbet er at samle nydanskere, kristne asylsøgere, mulige konvertitter og gammeldanskere med evangeliet som centrum, oplyser sognepræst Torben Bramming. Foruden prædiken, nye salmer og musik vil bevægelsen sætte fokus på folks beretninger om vejen fra islam og buddhisme til kristendom. Tanken er, at de nye kristnes beretninger kan inspirere danske kristne.
Til den første samling i Odense forventes deltagere fra hele landet, fra asylcentre, valgmenigheder, foreninger, folkekirker og frimenigheder. Senere håber man at kunne skabe lokale afdelinger.
Margueritbevægelsen vil sætte fokus på verdens bedste budskab i en tid, hvor der kommer mange ikke-kristne til landet. De mange, der allerede er døbt og går ind i arbejdet med mission, kan også betyde en ny dag for alle de danskere, som af den ene eller anden grund er kommet på afstand af kristendommen.
Den nye bevægelse opfordrer til samarbejde, så ”alle med hjerte for folk og kirke kan være med til at skabe et troens bånd mellem mennesker, der er gamle og nye i Danmark”.
Bag bevægelsen står bl.a. valgmenighedspræst Massoud Fouroozandeh, sognepræst Torben Bramming og sognepræst Thomas Aallmann.