Ordfører ’bakker voldsomt op’ om hjælp til Irak
– Det var en øjenåbner, fortæller Venstres udenrigsordfører efter besøget i flygtningelejre, hvor Mission Øst uddeler nødhjælp.
Michael Aastrup Jensen (V) er dybt berørt efter besøg i irakiske flygtningelejre, hvor Mission Øst uddeler nødhjælp og hjælper børn videre efter traumatiske oplevelser.
– Det blev en øjenåbner for mig, at der stadig mangler helt basale nødvendigheder som mad og husly i flygtningelejrene, ja, alt det, som er helt grundlæggende forudsætninger for at overleve.
Det gjorde et kæmpe indtryk at møde disse menneskeskæbner. Vi skal som verdenssamfund bakke voldsomt op. Som alle sagde dernede: ”Giv os nu den hjælp, for hvis ikke vi har noget at leve af, bliver vi nødt til at flygte til Europa!”
Det siger Venstres udenrigs- og udviklingsordfører Michael Aastrup Jensen, efter at han i flere dage har fulgt Mission Østs hjælpearbejde på Sinjar-bjerget og i Nazrawalejren uden for Kirkuk.
Yezidier strandet i to år
På Sinjar-bjerget mødte han tusindvis af yezidier, som nu har måttet klare sig på det golde bjerg i næsten to år, siden Islamisk Stat myrdede, voldtog, bortførte og fordrev den lille minoritet fra deres hovedby Sinjar den 3. august 2014.
I Kirkuk lyttede han til den ene horrible beretning efter den anden fra muslimer, der var flygtet fra de IS-kontrollerede områder. En familiefar fortalte bl.a., at fem af hans otte børn blev dræbt af en landmine under flugten.
Michael Aastrup Jensen blev dybt bevæget over flygtningenes situation:
– Der er rigtig mange mennesker, som stadig mangler basal hjælp. Vi taler om telte, om mad, ja alt det, som er hele forudsætningen for at leve.
Det var en stor overraskelse for mig, at vi stadigvæk er helt nede på det basale niveau. Og det er jo fordi, der stadig er alt for mange mennesker i flygtningelejrene, og der kommer endnu flere til på grund af IS’ fuldstændig barbariske adfærd mod civile i deres områder.
Verdenssamfundet bør hjælpe nu
Michael Aastrup besøgte lejrene sammen med Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.
– Vi besøgte bl.a. en flygtningelejr ved Kirkuk, hvor der kommer flygtninge ind hver eneste dag, stadigvæk. De flygter fra IS’ område, fordi de simpelthen ikke på nogen måde kan leve under deres styre. Så der er hele tiden et meget presserende behov for de basale nødvendigheder – ud over alt det andet: Skolegang og at leve bare nogenlunde godt. Og så har vi ikke engang nævnt hele genopbygningen.
– Det er øjenåbneren for mig: At der stadig er behov for, at verdenssamfundet går ind og dækker de her basale nødvendigheder.
Danmark har jo været meget fremme, og vi har fordoblet vores tilsagn om nødhjælp og genopbygning i nærområderne rundt omkring Syrien. Men der er en lang række andre lande, som enten har reduceret i dette område eller bare ikke er der. Der skal vi simpelthen have presset verdenssamfundet til at hjælpe.
Mennesker – ikke statistik
Hvad gjorde mest indtryk på dig helt personligt?
– Vi var jo inde og besøge en familie i flygtningelejren i Kirkuk. Forældrene havde mistet fem børn for få dage siden på grund af landminer. De flygtede fra IS-kontrollerede områder til flygtningelejren og kom gennem felter med miner, som IS havde lagt ud.
– At sidde inde i det telt og møde denne familie, satte det hele i relief. Her taler vi om menneskeskæbner, om helt almindelige familier, som er så hårdt ramt af død, at det selvfølgelig gør et kæmpe indtryk. Det bliver personligt for én og ikke bare et tal i en statistik.