”Husk at læse grundbogen”
En fortælling om en grundlægger og et stort internationalt firma med helt andre principper end de ansatte var vant til fra tidligere beskæftigelser…
En ung mand bliver ansat i et meget stort internationalt firma.
Firmaets grundlægger, som også er direktør, ønsker firmaet drevet efter helt andre principper end de sædvanlige.
Grundlæggeren giver derfor alle nyansatte 66 større og mindre bøger. Nogle er kun ganske små pamfletter på en enkelt side, andre er meget lange.
I bøgerne er der skrevet om grundlæggeren selv og om baggrunden for firmaets opståen og dets historie, om hans interesse for hver enkelt medarbejders trivsel og for sammenholdet blandt medarbejderne, om forholdet til andre firmaer og om grundlæggerens fremtidsplaner og visioner både for hans eget firma og for alle andre firmaer. Som noget helt enestående står der mange steder, at hver enkelt af de mange millioner medarbejdere har direkte adgang til at henvende sig til grundlæggeren når som helst. De kan bare sende en email eller SMS eller ringe. Grundlæggeren lover at svare.
Han er altid online.
Helt nye principper
Grundlæggeren ønsker, at alle hans ansatte skal repræsentere ham og firmaet på den rigtige måde, og han ved, at de ansatte har været vant til helt andre principper i deres tidligere arbejde. Han ved også godt, at nogle af hans bøger er svære at forstå, men han håber, at de ansatte vil vise ham den loyalitet at læse dem alligevel og blive ved med at læse dem mange gange og hele tiden. Bøgerne supplerer nemlig hinanden, sådan, at man forstår mere og mere, for hver gang man læser dem igennem. De har også en ganske særlig egenskab – de er nemlig skrevet med levende ord og kan skabe helt nye måder at tænke og handle på hos læserne, måder der ligner grundlæggerens, endda også selv om læserne ikke helt forstår dem til bunds.
Den unge mand bliver glad for denne store gave, men også lidt overvældet.
Nogle af bøgerne viser sig at være meget svært tilgængelige, ja nærmest uforståelige, og den unge mand kan ikke rigtig se, hvordan uforståelig litteratur skal kunne forbedre hans præstation som medarbejder i firmaet. Desuden skal han også nå andre ting – sin sport, indkøb, madlavning, opvask, tøjvask, rengøring, vennerne, biografen, cafébesøgene, Facebook, Youtube og hvad der ellers hører med til et normalt ungdomsliv. Han vil jo helst ikke udvikle sig til en nørd.
”Hvordan gør I?”
Den unge mand spørger nogle af sine kolleger, om de har fået læst bøgerne, og hvor tit de læser i dem i hverdagen. Mange svarer, at de nok ikke har læst hvert ord i alle bøgerne, men at de godt ved, hvad det står, fordi de har været i firmaet længe og hørt de forskellige afdelingsledere tale ud fra bøgerne mange gange.
Kollegaerne fortæller også den unge mand, at grundlæggeren er en meget rar mand, nærmest sådan helt faderlig, og at han først og fremmest ønsker, at medarbejderne skal have det godt og nyde livet.
De tror ikke, han tager det så nøje med, om man får læst alle bøgerne og gør det regelmæssigt. De har derimod hørt, at det er vigtigt, at man jævnligt sender grundlæggeren en SMS, hvor man skriver: ”Jeg er vild med dig, og jeg vil gøre alt, hvad du siger!” Det skulle skabe en ganske særlig nærkontakt.
Den unge mand får også at vide, at det kan være smart at bruge en af de rigtig mange bøger med 365 ganske små kapitler, som bygger på nogle linjer fra en af grundlæggerens bøger. Sådan et lille kapitel kan man nemt snuppe om morgenen eller ved sengetid. Så har man læst noget fra en af grundlæggerens bøger og oven i købet fået en forklaring i samme hug – og det på under fem minutter.
”For at være helt ærlig”, siger nogle af kollegerne også ”så er det rigtig lang tid siden, grundlæggeren skrev de bøger, og verden har jo udviklet sig meget siden da. Måske er de ikke allesammen relevante mere. I hvert fald trænger de nok til en opdatering.”
Kollegerne er faktisk sikre på, at firmaets ekspansion ville gå langt hurtigere, hvis man så bort fra bøgerne og i stedet brugte fantasylitteratur og film, som vist nok og i hvert fald i nogen grad taler om de samme principper og ganske givet gør det på en mere samtidsrelevant måde.
Den lille indre stemme …
Den unge mand bliver glad, og han vælger – næsten ubevidst – at kvæle den lille stemme i sit hjerte, som råber: ”Nej, nej, nej – gør det ikke! Gør som grundlæggeren siger! Han ved meget bedre end dig!”
Over det næste år afprøver den unge mand og kollegerne i hans afdeling – sådan lidt under hånden – de nye ideer. Afdelingen oplever en tilsyneladende eksplosiv ekspansion, og de råber ”Yes, we can!” hver dag, men alligevel er stemningen ikke så god som før, og mange af medarbejderne vælger ligefrem at forlade firmaet.
Den unge mand har det heller ikke selv så godt som i begyndelsen i firmaet. Han kan ikke rigtig sætte ord på det, men det føles lidt, som om den gamle præstationsangst fra hans ansættelser i andre firmaer er kommet tilbage.
Varm i hjertet
Ved årets slutning viser det sig, at kvaliteten af væksten i afdelingen slet ikke var efter firmaets standard, og grundlæggeren af firmaet må lukke afdelingen og flytte de tilbageværende medarbejdere til stillinger i andre afdelinger.
Grundlæggeren tager sig tid til en samtale med hver enkelt, inden han flytter dem. Han minder dem om, at han har skrevet ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”
Den unge mand synes, det lyder lidt abstrakt, men alligevel bliver hans hjerte helt varmt ved disse ord. Da grundlæggeren tilføjer ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”, indser han, hvorfor det gik galt, og han beslutter at sætte god tid af hver dag til at studere grundlæggerens bøger systematisk.
Måske kan han godt klare at se lidt færre videoer på youtube ….
Det, som bedrøver grundlæggeren mest, er dog, at mange har forladt hans firma, fordi de fik en forkert opfattelse af ham. Han vil kontakte dem……..
Af Margrethe Friberg