Kristendommen er islamismens fjende

s2_Grenov, Stig - fotograf Peter Dahlerup SO515_1Af Stig Grenov, Landsformand for KristenDemokraterne

Den seneste uges mange terrorangreb fra IS giver mindelser om 70´ernes Rote Arme Fraktion. Begge er så sekterisk overbevist om deres retfærdige kamp, at alle andre med vold må underlægges deres version af et paradis.

Tirsdagens angreb på en lille, Nordfransk, katolsk menighed betoner dog en væsentlig forskel. Islamisternes største fjende er det kristne livs- og menneskesyn, som Europas stater er bygget på.
I disse dage samles netop over 150 tusinde unge, europæiske, katolikker, for gennem fællesskab og sammenhold at skabe modvægt til den seneste uges tragiske hændelser. Det er en rød klud i ansigtet på en flok terrorister, der mener man har fortabt retten til livet, hvis man ikke underkaster sig deres doktrin. Hver gang kirken rækker hånden ud til den fremmede og ensomme, spændes der ben for at IS kan hverve svage og utilpassede unge til at sprænge sig selv i luften.

IS skal nedkæmpes militært. Men uanset hvor meget efterretningstjenesten styrkes og sikkerheden skærpes, kan ingen politiker garantere borgerne beskyttelse. Det kræver et civilsamfund, der besidder styrken til at vende den anden kind til. Hver gang en ensom bydes ind i fællesskabet, mindskes risikoen for en gal mands værk. Vil vi syge holdninger til livs, må der serveres noget andet.
Derfor er det så væsentligt for KristenDemokraterne at civilsamfundet gennemsyres af de kristne værdier. For uden dem mistes modstandskraften over for en generel dæmonisering af den fremmede, muslimen, jøden og vi lukker op for militante holdninger. Den genindførsel af dødsstraf, som Tyrkiet angribes for i dag, kan blive et folkekrav i Danmark i morgen, når bare borgerne tror det frelser dem fra død og ødelæggelse.

Næstekærligheden er stærkere

Kristendommens verdenssucces skyldes ikke, at den var god til at lukke alle andre ude, men at den gjorde godt mod den der forfulgte og rakte hånden ud til den der modarbejdede. Tirsdagens hændelse, hvor en katolsk præst mistede livet, understreger, at det ikke gør os usårlige. Men næstekærligheden er en langt stærkere medicin mod åndsformørkethed end alverdens overvågning og kontrolforanstaltninger.

Det kristne livs og menneskesyn skal derfor styrkes gennem kristendomsundervisningen. Konfirmandforberedelsen skal tildeles den bedste undervisningstid og kirkelige udsendelser have større statslig mediebevågenhed og sociale organisationer støttes.
Skal vores børnebørn kunne leve i fred kræver det et fælles kulturelt og værdimæssigt fundament. Vi skal fremme et menneskesyn, hvor der er plads til den, der tænker anderledes end mig selv.