Aarhusianerne vil lære om kristendom
Folk i Aarhus vil gerne lære mere om kristendommen.
De aarhusianske midtbykirker vil forsøge at gentage den store succes, de havde i begyndelsen af året med kursusforløbet »Eksistens og kristendom«. Man havde forventet 30 tilmeldte til forløbet, men der meldte sig næsten 100.
Den 25. august opstarter midtbyens kirker et nyt forløb »Eksistens og kristendom«. Undervisningsforløbet strækker sig over et år og giver deltagerne grundig viden om Bibelen og den kristne tro og kirkens historie.
Forløbet består blandt andet af to aftenforedrag hver 14. dag og varetages af både præster og forskere, og det hele afsluttes med en gudstjeneste og diplomuddeling.
Undervisningen vil foregå i kirkernes sognelokaler, og det er gratis at deltage, dog er der mad og drikke til 50 kr. pr. gang. Første gang bliver 25. august i Langenæskirken med fokus på Bibelens billedsprog og det gode og onde i Det gamle Testamente.
Undervisningen skifter mellem midtbyens kirker, der foruden Langenæskirken også er Vor Frue Kirke, Skt. Pauls Kirke, Skt. Lukas Kirke, Skt. Markus Kirke, Skt. Johannes Kirke, Christianskirken og Aarhus Domkirke. Der kræves tilmelding.