Familien er et ’byggeprojekt’
Familier på Vej holdt igen i år lejr på Balle Efterskole. Temaet var ”Under Construction”.
Den tværkirkelige forening Familier På Vej samlede i uge 30 både voksne og børn til den årlige Familielejr på Balle Efterskole. Med temaet ”Under Construction”, blev der sat fokus på fundament, planer og arbejdsmiljøet i familie og andre relationer.
Temaet udtrykker den erkendelse, at vi må være opmærksomme på det grundlag, vores familie bygger på. Både hvad vi fylder vores tid og hjem med, og hvordan vi omgås med hinanden i hele byggeprocessen.
Bibelsk vejledning fortalt med humor
Undervisningen for voksne var delt i to spor. Ken Needham fra Irland tog på en varm, humoristisk og dyb måde deltagerne tilbage til nogle af de grundlæggende bibelske forudsætninger for at liv, parforhold og forældreskab kan blomstre.
– Vi har de seneste år haft meget praktisk og håndgribelig undervisning, så det har virket naturligt at vende tilbage til nogle af de helt basale sandheder, udtaler Jens Skov, som leder holdet bag lejren. ”Ken udlægger Bibelen på en levende måde, så man pludselig sidder med en helt anden forståelse af, hvad det betyder for os i dag.”
Bibelske eksempler som Paulus, kvinden ved Sykars brønd og mange andre mindede deltagerne om, hvad Jesus vil sige os også i dag. Vi har en uendelig ressource i Jesus, selv om vi kan føle os magtesløse.
Ligesom Abraham blev stillet overfor det ”umulige” løfte om et barn, bliver vi opfordret til at holde fast i troen på Gud som den, der holder alle muligheder i sin hånd. Men vi må overveje, hvem eller hvad vi har givet kontrollen over vores liv.
Mønsterbrydning
Psykolog Helge Børven tog deltagerne med på en rejse mod bedre kontrol over livet. De fik redskaber til at tage fat på dybe vaner og mønstre, som de ønskede at gøre op med.
I løbet af ugen blev kursisterne sat i stand til at prioritere og organisere værdier og sætte handlinger i system for at opnå et liv i overensstemmelse med værdierne.
Lejren har en rig blanding af deltagere, som måske ikke ville have fundet sammen i det daglige liv. Men på lejren får vi lov til at opleve, at forskellene ikke betyder så meget. Vi møder mange af de samme udfordringer i livet og kan være med til at støtte og opbygge hinanden, fortæller Jens Skov.
Mange teenagere
Over halvdelen af deltagerne er under 20 år. Det giver en fantastisk mulighed for også at arbejde med fremtidens familier og ledere. En stor gruppe teenagere blev undervist af Loïc Marsh (Kings Kids Schweiz) og Tabita Jørgensen:
”Vi fik lov at tjene 23 teenagere, som efter lejren var klar til at gå ud i resten af Danmark og være ’history makers’…. Sikke en ære at få lov blive brugt af Gud, til at tænde ild i den næste generation” udtaler hun.
Unge blev udrustet og velsignede forældrene
De unge blev udrustet og udfordret til med frimodighed at tage Gud med sig ud i de sammengænge, hvor de befinder sig til daglig. De fik lov til at opleve nådegaverne i brug, og en stor del oplevede helbredelser i løbet ugen. Bl.a. torsdag, hvor de havde besøg af Karin Kühl fra Århus.
Hun var med til at undervise og inspirere gruppen med mange fantastiske vidnesbyrd om hvad Gud gør i Danmark, når man påkalder ham, fx i forbindelse med bede for syge. Teenagerne så mirakler med deres egne øjne og ved deres egen forbøn og blev endnu mere begejstrede for Gud, de så, at han virkelig er til, og at hans kraft er stor.
Nogle var klar til at gå på gaden og bede for dem, der har brug for hjælp. Mange af teenagerne deltog som forbedere ved de sidste aftenmøder og var med til at velsigne og profetere over deres forældre. Det var en stor oplevelse for mange.
Også de mindre børn arbejdede med byggetemaet, hvor juniorerne fx. brugte Noas Ark som indgang under ledelse af Stefan Lööf.
Familielejren 2017
Familielejren i 2017 får besøg af Brian og Chris Clarke fra Birmingham (UK), samt Helge Børven (Norge).
– Vi længes efter at se familier blive genoprettet og udrustet og at se unge blive forberedt til et liv som modne voksne på alle områder. Vi er alle ’Familier På Vej’, understreger Jens Skov.”
Der er allerede nu åbent for tilmelding for familier i alle aldre og konstellationer. Teenagere der ønsker at opleve det specielle fællesskab er også velkomne til at tilmelde sig.