Hvor kommer tanken om evigt liv fra?

Kære Orla Lindskov.
Jeg skriver til dig om noget, jeg ikke er helt afklaret omkring. Jeg er en mand på 24, og jeg studerer teologi.
Jeg tænker meget over det med lidelse og sygdomme, som der jo er rigeligt af her på jorden.

Jeg har selv lige mistet et kært familiemedlem efter længere tids sygdom. I det sygdomsforløb var der meget lidelse. Hele familien bad om helbredelse. Men den kom ikke. Men så trøster vi os alle med det evige liv og med tanken om, at vi nok skal mødes igen.
Hvorfor skal troende mennesker lide lige så meget som ikke-troende?
I din Brevkasse, som jeg ret ofte læser, er der mange kristne, som skriver til dig med ønsket om at blive raske. De ønsker at forlænge deres liv her på jorden mest muligt. Og det er nok gennemgående, at når livet så slutter her på jorden, så vil man gerne have det forlænget med evigt liv.
Skyldes det, at vi kristne er mere bange for døden end folk i fjerne lande og i andre kulturer? Måske har folk i fjerne lande og i fremmede kulturer et mere naturligt forhold til døden, end vi har. Døden er jo trods alt noget naturligt, som rammer alle før eller siden.

Er der i os alle en angst for at blive udslettet, ikke bare her på jorden, men for tid og evighed?
Hvordan er tanken om evigt liv opstået? Er den med i det gamle Testamente?

Jeg er ret nysgerrig overfor emnet: – Evigt liv.
Så tak, hvis du vil belyse emnet for mig. Du behøver selvfølgelig ikke at svare på alle mine spørgsmål.
En videbegærlig studerende

Svar:

Det evige liv er Guds egen ide og plan med os

Kære videbegærlige studerende
Det kan nok træffes, at kristne kan være bange for at dø, selv om kristne nok egentlig ikke burde være det. Vi har jo ifølge Bibelen noget bedre i vente.

Om kristne er mere bange for at dø end folk i fjerne lande og i andre kulturer, det er svært at svare på.
Måske er vi i den vestlige verden blevet fremmedgjorte over døden. Og det selv om døden jo er noget af det mest naturlige, der findes i livet.

Du spørger også om, hvordan tanken om evigt liv er opstået?
Svaret herpå må i kristen sammenhæng være, at tanken om evigt liv er udgået fra Gud og fra Gud sendt til os mennesker ved Helligånden.

Dernæst spørger du om tanken om evigt liv er med i det gamle Testamente?
I mit svar på dette spørgsmål vil jeg også berøre dit spørgsmål om, hvorfor troende mennesker skal lide ligeså meget som ikke-troende. Det var nemlig et spørgsmål, som Israels folk også stillede, nøjagtigt ligesom du gør.
Israels folk ville så gerne holde fast i, at straffen for gudløshed var lidelse og død, og at belønningen for omvendelse og gudstro var liv og medgang.

Men dermed fødtes også det, vi kan kalde fromhedens store problem: nemlig hvorfor Gud tillod den frommes lidelse?
Ud fra dette spørgsmål opstod i Israel tanken, at Gud kunne fuldbyrde sin vilje med folket og med den enkelte trods nederlag og smerte.

Nederlag og smerte hører altså med til livet her på jorden. Det blev Israels erkendelse.
Det er den samme tanke, Paulus viderefører i Romerbrevet kap. 8, vers 28, hvor han skriver: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.”
Ud af lidelsen fødes altså sejr og liv. Det betød så for jøden og også for den kristne, at livets mål ikke er at undgå enhver form for smerte.
Smerte er ikke behageligt, og smerte er selvfølgelig ikke noget, vi skal opsøge. Men når den alligevel rammer, vil Gud udvirke, at vi vokser i åndelig forståelse af livet. Det prøver Gud i hvert fald på at udvirke.
Lidelsen får sit største perspektiv, der hvor den bliver stedfortrædende som i Esajas bog kap. 53. Her beskrives Jesu store offer, som blev til frelse og helbredelse.

Det kan være svært at fatte, at Israel gennem sin historie blev tvunget til at koncentrere sit gudsforhold omkring lidelsen, dvs. i døden sejrer den lidende retfærdigt. Det er, hvad vi netop læser om i Esajas’ bog kap. 53.
I det aller-ældste Israel mente man, at når legemet mistede sit liv, så fortsatte sjælen på en eller anden måde sit liv i Dødsriget, som hed Sheol. De døde kaldes Refaim, hvilket betyder de slappe.

I det gamle Testamente er opstandelsen og det evige liv ikke noget vægtigt tema, som det er i det ny Testamente.
Engang imellem bryder tanken dog frem som i Daniels bog kap. 12, vers 2: ”Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky.”

Hos profeterne i den efter-babylonske tid vokser erkendelsen af opstandelse og evigt liv stille og roligt frem.
Farisæerne støtter kraftigt denne erkendelse. I en af deres bønner fra århundredet før Jesus, hedder det udtrykkeligt: ”Herre, du som gør de døde levende.”
Saddukæerne derimod troede ikke på nogen opstandelse.

Evig udslettelse har aldrig været Guds plan med os mennesker. Guds plan hedder evigt liv. Gud har som der står: ”lagt det evige liv i vores hjerter.”

Den ondes plan med os mennesker er derimod evig udslettelse.

Jeg håber, mit svar har bidraget med noget nyt til din viden.
Orla Lindskov

Oplevelser:

Kære Orla Lindskov
Jeg vil gerne sige dig mange tak for din tjeneste og for det arbejde, du gør.
For nogle år tilbage fik jeg en salvedug tilsendt fra dig.
Jeg havde længe lidt af store problemer med mine urinveje. Det kom, og det gik og var meget smertefuldt til tider. Bedst som jeg troede, det var væk, så kom tilbagefald, og skuffelsen var hver gang stor.
Men nu skal du bare høre, for siden jeg fik salvedugen har jeg ingen problemer haft og selvfølgelig heller ingen tilbagefald.
De bedste hilsner
K.

Kære Orla
Jeg har døjet med smerter i maven i mere end ti år. Derfor bad jeg dig om at få tilsendt en salvedug.
Min mave er nu fuldstændig helbredt. Mavesmerterne er helt væk. Det synes jeg lige, at jeg ville fortælle dig. Også fordi andre måske døjer, ligesom jeg har døjet.
Tak for hjælpen, Jesus Kristus.
K.h.
En tidligere mavesyg mand