Ex-ateist talte om videnskab og tro
”Apologetik er det, der svarer på alle de gode spørgsmål, der er til kristendom, og kristendommen giver nogle rigtig gode svar på de spørgsmål”.
Sådan indledte Allister McGrath, der er professor i både biofysik og teologi – og tidligere ateist – sit foredrag om apologetik i Christianskirken i Aarhus for 500 engagerede lyttere. Han talte om, hvordan videnskab og religion hænger sammen, og hvordan tro altid spiller ind, når vi skal danne os et verdensbillede.
McGrath satte bl.a. udtalelser og holdninger fra den provokerende ny-ateist Richard Dawkins op imod den kristne C.S. Lewis’ verdensforståelse. Dermed formidlede han klart, at videnskabelig sandhed er præcis – men ikke siger alt. Der er ”så meget mere udover videnskaben, som også skal nævnes”. Videnskaben kan beskrive, hvad et menneske består af – men et menneske er så meget mere end bare atomer og molekyler.
Om forholdet mellem videnskaben og Gud siger McGrath, at ”Gud ikke kan passe ind i den her verden, men han er snarere lærredet, verden er malet på – eller rammen, verden er sat i”.
Som ateist oplevede McGrath, at ”overfladisk rationalisme” ikke var nok til at opretholde det meningsløse liv, ateismen kræver. Han fandt ikke nok belæg for, at ateismen skulle være sand, for den stemte ikke overens med hans oplevelse af livet og det, han så i verden.
Her nævnte han det fremragende C.S. Lewis citat: ”Jeg tror på kristendom, ligesom jeg tror på, at solen er stået op, ikke fordi jeg kan se solen, men fordi jeg kan se alt andet på grund af solen”.
Vores verdensforståelse farver alt det andet, vi ser i verden. Og hvis vores forståelse ikke stemmer overens med det, vi ser, er der måske en fejl ved verdensbilledet.
Professoren talte også om filosofi, og hans argumenter var rammende og præcise. Da han havde svaret på vores spørgsmål, sluttede McGrath aftenen med at opfordre os til at kigge på stjernerne. Vi skal ikke kun se det, vi ved om stjerner ud fra videnskaben, men opfatte det, vi ser.
Stjernerne er nemlig mere end bare eksplosioner i rummet. De er en del af den fantastisk smukke natur, der er skabt af Gud!