Fin guide til klosterrute i det sydfynske og øerne omkring
Bogen om ”Sydfyn – med Langeland, Tåsinge, Thurø og Ærø” er nu den 8. bog i serien ”Den danske klosterrute”.
Denne er skrevet af Gunnar Kasper Hansen, der bl.a. har været præst i en grundtvigsk frimenighed i 14 år, præst ved Den Danske Kirke i Bruxelles mm. i 15 år og forstander for Løgumkloster Refugium i otte år.
Denne gang drejer det sig om Sydfyn med øerne Langeland, Tåsinge, Thurø og Ærø. En god og handy bog, lige til at have i lommen eller rygsækken. Der er et væld af historiske og nutidige oplysninger om rutens seværdigheder, personer med tilknytning til seværdighederne og udførlige vandreruter indtegnet på kort – lige til at gå til! Der henvises til muligheder for overnatning, spisesteder og indkøb langs ruten. Der er også et afsnit bag i bogen om ”Idé og spiritualitet”, som er en god hjælp for den meditative vandrer.
Bogen henvender sig hovedsagelig til pilgrimsvandrere, men ruterne kan også gennemkøres på cykel, eller bilturisten kan ved hjælp af bogen planlægge en indholdsrig tur. Bogen kan varmt anbefales med et ønske om: God tur!
Af Jørgen O. Markussen
Gunnar Kasper Hansen: Den danske Klosterrute – Sydfyn
240 sider • 299 kr. • Eksistensen