Er der igen brug for diakonisser i Dannmark?

Kirsten Krog fortæller om Isabelle Brockenhuus-Løvenhielm, hvis søndagsskole på Nørrebro blev til et stort socialt arbejde og Sankt Lukas Stiftelsen. Er der igen brug for kristne, der engagerer sig i de sociale problemer?

Som 20-årig flyttede jeg fra mit barndoms Thy til Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup.

Sankt Lukas Stiftelsen var dengang det sidste diakonissehus i Norden, der stadig havde den såkaldte moderhusordning, hvor diakonisserne var ugifte og levede i et åndeligt og menneskeligt fællesskab med fælles dragt, økonomi og tjeneste.

Søndagsskole blev til socialt arbejde

Sankt Lukas Stiftelsen begyndte imidlertid ikke som et diakonissehus, men som en ganske almindelig søndagsskole for Nørrebros børn.
Den var startet af en ikke helt så almindelig kvinde, Isabelle Brockenhuus-Løvenhielm, en ung adelsfrøken, der var flyttet med sin mor fra slægtens gård på Fyn til København.

Efterhånden som hun lærte børnene at kende, fik hun også indblik i den nød og fattigdom, de levede under. Arbejdet blev udvidet til at omfatte en arbejdsstue i en toværelses lejlighed på Elmegade, hvor børn, der ellers ville gå på gaden, kunne tjene lidt til hjemmenes husholdninger.

Arbejdet samlede flere hundrede børn, og man måtte flytte til større lokaler på Nørre Allé. Med tiden voksede arbejdet til også at omfatte hospital og sygeplejeskole. I 1899 kontaktede Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm en fremtrædende repræsentant for Indre Mission i København for at få hans støtte til at oprette et diakonissehus tilknyttet Indre Mission. I år 1900 var Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen med Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm som forstanderinde en realitet.

Reformation afskaffede klostres sociale arbejde

Med reformationens lukninger af klostre opstod der et tomrum i de protestantiske lande, hvad angik kirkens omsorg for de fattige og nødlidende.

Ikke sådan at forstå, at Luther ikke havde syn for diakonien og det sociale arbejdes rolle i kirkens liv. Men en værdifuld institution som ramme for denne side af kirkens kald var gået tabt med klostrene, der havde stået for både skole og hospitalsvirksomhed.
I det små var der dog stadig diakonale initiativer, bl.a. pietismens vajsenhuse for forældreløse børn.

Men det var først i 1800-tallet, at der begyndte at dukke egentlige diakonissehuse op, der i ydre form og liv havde en vis lighed med nonneklostrene. Dog helt uden den katolske tanke om ”fuldkommenhedens stand”.

Det første diakonissehus blev oprettet i 1822 i den tyske by Kaiserswerth. 32 år senere blev et diakonissehus i Neuendettelsau indviet. Dets forstander og præst, Wilhelm Löhe, er nok bedst kendt for sit ”diakonissespejl”, som tidligere har stået på væggen ved indgangen til Sankt Lukas Stiftelsens kirkerum:

Hvad vil jeg?
Tjene vil jeg.
Hvem vil jeg tjene?
Herren i de lidende og de fattige.
Hvad er min løn?
Jeg tjener hverken for løn
eller tak.
Min løn er, at jeg må tjene.

Diakonissebevægelsen kom til Danmark i 1863 med Den danske Diakonissestiftelse på Frederiksberg. 7 år efter indvielsen af Sankt Lukas Stiftelsen kom der også et lille diakonissehus med tilknytning til Kolonien Filadelfia i Dianalund.

”Tjene vil jeg”

Har man kendt nogle af Sankt Lukas Stiftelsens diakonisser, bliver man slået af, hvor godt diakonissespejlet afspejler deres holdning til det kald, de har fået og fulgt.

Når jeg som 20-årig talte med de ældre søstre på deres plejehjem, Lindely, mødte jeg gang på gang den taknemlighed, der fyldte dem over den rige tjeneste, de havde fået lov til at have.

Med stor indlevelse og glæde kunne de fortælle om de mange rige stunder, de havde oplevet i tjenesten for Gud i de lidende og fattige. Mange af disse ældre søstre havde været med i vækkelser rundt om i landet, og gennem mødet med Guds kærlighed i Jesus mødte de også kaldet til at tjene ham, som havde givet sit liv for dem.

Diakonissekaldet var ikke udsprunget af et ønske om at leve op til Guds krav eller fortjene noget hos Gud, men af en dyb taknemlighed over, hvad Jesus havde ofret og gjort for dem. Derfor oplevede de heller ikke livet som diakonisser som et offer – selvom det indebar et afkald bl.a. på egen mand og børn – men kaldet fyldte dem midt i dagligdagens trummerum eller større byrder med en glæde i kaldet.

To søstre

Én af de søstre, jeg særlig husker, er gamle søster Marie Larsen, som næsten kom fra min hjemegns Thy – hun var fra Thyholm – og som for øvrigt nåede at blive 106 år gammel.

Under hele min uddannelse havde jeg studiejob på Lindely og besøgte ofte søster Marie efter arbejdstid. Her lyttede jeg til den ene beretning efter den anden fra hendes tid som menighedssygeplejerske. Og hendes og andre ældre søstres beretninger om kaldets rigdom satte sit uudslettelige spor i en ung kvindes syn på, hvem det egentlig er, der er giveren, når et menneske siger ja til Guds kald til en tjeneste for ham.

En anden diakonisse, søster Kirsten Vind, citerer i sin selvbiografi ”Aldrig færdig – altid på vej” et brev til sin mor, skrevet, da hun var en ung søster.

”Jeg står med så uudsigelige rigdomme givet af Gud, med et syn på kald og tjeneste, som kun Gud kan give”.
Selvfølgelig oplevede en diakonisse også tider, hvor kaldets rigdom fortonede sig, men alligevel var diakonissespejlets ord ”Min løn er, at jeg må tjene” det, der – gennem søstrenes liv – står tilbage hos mig, når jeg tænker tilbage på min tid blandt diakonisserne.

Har diakonissekaldet en fremtid i dag?

I dag er antallet af diakonisser nede på ganske få, ikke bare på Sankt Lukas Stiftelsenn, men i alle Nordens og for så vidt også Tysklands diakonissehuse.

Men skal denne udvikling så tolkes som om, tiden er løbet fra diakonissekaldet, og at et moderne samfund ikke har brug for diakonissens særlige kald, eller har diakonisserne en fremtid?

Når man ser på udviklingen i dag, hvor hullerne i samfundets sikkerhedsnet bliver større og større, og flere og flere falder igennem det, synes jeg ikke, det er utænkeligt, at kirken igen må tage ansvar fx for en del af sygehusene.
Sankt Lukas Stiftelsen har således i nyere tid været foregangsmand for oprettelsen af hospicer i Danmark.
Derfor behøver det heller ikke at være en bagstræberisk ønskedrøm at se store diakonissehuse med mange søstre igen.

Men jeg forestiller mig måske snarere små diakonisseenheder på 3-4 søstre, der bor og arbejder ud fra levende menigheder rundt om i landet. Men det må stadig være kvinder, der – som i diakonisssehusenes blomstringstid – ikke blot leder efter et kristent bofællesskab, hvor de kan vente på, at prinsen på den hvide hest endelig kommer, men som er villige til at gå ind i et livskald i tjeneste for deres næste.

Et sådant diakonissefællesskab i en menighed vil kunne fungere som et bønsfællesskab og åndeligt kraftcenter til gavn for hele menigheden og sognet – et åbent hjem for dem, der på den ene eller anden måde har brug for hjælp og støtte.