Venstre sidebanner eksempel

Moder Teresa er nu helgenkåret – 20 år efter sin død

Moder Teresa er mest kendt for sit arbejde med fattige og syge i Calcuttas slum. Men hun kæmpede også for ufødtes ret til livet.
Moder Teresa er mest kendt for sit arbejde med fattige og syge i Calcuttas slum. Men hun kæmpede også for ufødtes ret til livet.

Sidste søndag blev Moder Teresa helgenkåret af pave Frans I i Vatikanet.

Agnes Gonxha Bojaxhiu, den senere Moder Teresa, blev født i Skopje i det daværende Serbien i august 1910. Allerede som 12-årig vidste hun, at hun ville være nonne, og som 18-årig rejste hun hjemmefra for at slutte sig til Loretoordenen. Som 27-årig aflagde hun klosterløfterne om fattigdom, kyskhed og lydighed og hed fra da af ’Søster Teresa’.
Ni år senere, i 1946, stiftede Søster Teresa selv ordenen ’Kærlighedens Missionærer’. Hun følte Guds kald til at arbejde blandt de fattige og syge i Calcuttas slum. Her blev hun kendt som ’Moder Teresa’.

Fordømte abort i Nobel-takketale

Moder Teresa blev verdenskendt for sit arbejde i Calcutta, og i 1979 modtog hun Nobels fredspris. Her levede hun op til sit ry for altid at sige sin ærlige mening, uanset hvem hun var sammen med.
– Jeg ønsker at dele noget med jer alle. Den største ødelægger af fred i dag er råbet fra uskyldige, ufødte børn. For hvis en mor kan dræbe sit eget barn i sin egen livmoder, hvad er der så tilbage for dig og for mig? At dræbe hinanden. Millioner af ufødte børn bliver dræbt, men vi siger ingenting. Lad os vedtage, at vi vil redde hvert eneste lille barn. Hvert ufødt barn. Giv dem en chance for at blive født, opfordrede Moder Teresa i sin takketale for Nobelprisen.

Ifølge LifeNews.com skal Hillary Clinton, som nu er Demokraternes præsidentkandidat, engang have spurgt Moder Teresa, hvorfor USA ikke forlængst havde valgt en kvinde som præsident. Og Moder Teresa svarede: ”Hun er sikkert blevet aborteret!”
Også i 1994 – under en National Prayer Breakfast i Det Hvide Hus – har Moder Teresa erklæret, at abort er en ”krig imod barnet”.
– Ethvert land, som accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men at bruge vold for at få det, de ønsker. Derfor er abort den største ødelægger af kærlighed og fred, sagde hun.

Vejen til helgenkåring

Den 5. september 1997 døde Moder Teresa, 87 år gammel. Det skete kun seks dage efter, at prinsesse Diana var død i en trafikulykke. De to vidt forskellige kvinder var venner, og Moder Teresa sendte et kondolence-brev til prinsesse Dianas familie med ordene: ”Hun var meget optaget af de fattige. Hun var meget opmærksom på at gøre noget for dem, og det var smukt. Derfor betød hun så meget for mig”.
Før den katolske kirke kan helgenkåre en afdød, skal vedkommende kunne tilskrives mirakler. Den katolske kirke har godkendt, at Moder Teresa udførte et mirakel i 2002, da en 30-årig indisk kvinde blev helbredt for en kræftsvulst i maven. Året efter blev Moder Teresa saligkåret, og i 2015 godkendte den katolske kirke endnu et mirakel. Denne gang blev en brasiliansk mand helbredt for en hjernesvulst, efter at familien bad Moder Teresa gå i forbøn for ham.