Nordkorea: Kristne korsfæstes og bliver kørt over med damptromle
Kristne i Nordkorea bliver gjort til slaver, voldtaget, tortureret og dræbt, hedder det i en rapport fra den britiske menneskerets-organisation Christian Solidarity Worldwide.
Rapporten med titlen ’Total Denial: Violation of Freedom of Religion or Belief in North Korea’ betegner religionsfrihed som ”i det store og hele ikke-eksisterende” i det kommunistiske land.
”Religiøs tro opfattes som en trussel mod den loyalitet, som den øverste leder kræver, så enhver, som har en sådan tro bliver voldsomt forfulgt. Kristne lider særlig meget, fordi landets ledelse kalder dem anti-revolutionære og imperialister”, hedder det i rapporten.
Rapporten beskriver detaljeret, hvordan kristne bliver ”hængt på kors over ild, kørt over med en damptromle, smidt ned fra broer og trådt under fode”. Mange kristne i Nordkorea prøver at udøve deres tro i hemmelighed for ikke at blive sendt til tvangsarbejdslejre.
Regimet har en politik om med-skyld, som betyder, at slægtninge af kristne også bliver fængslet, uanset om de selv er troende eller ej. Hvis det lykkes kristne nordkoreanere at flygte til Kina, vil de ofte blive hjemsendt og efterfølgende fængslet i en lejr for politiske fanger.
Ifølge nordkoreanske embedsmænd er der omkring 13.000 kristne i landet, men Cornerstone Ministries International anslår, at der er mellem 200.000 og 300.000.
Det internationale samfund bør gribe ind
”Nordkorea er verdens mest lukkede, undertrykkende stat, hvor regimet begår forbrydelser mod menneskeheden. Der er næsten totalt afvisning af tanke-, tros- og samvittighedsfrihed. Hvis man følger en anden tro end total loyalitet mod Kim-dynastiet, risikerer man alvorlig straf, og i visse tilfælde døden.
Vores rapport har som mål at kaste lys over det mørkeste hjørne på kloden og at opfordre det internationale samfund til at gribe ind. Vi opfordrer også indtrængende Kina til at handle ansvarligt ved at ophøre med at hjemsende nordkoreanske flygtninge, for det er ensbetydende med en dødsdom. Det er på allerhøjeste tid at ændre situationen”, fastslår Benedict Rogers, der er leder af CSWs East Asia Team.