Vi må råbe højt om folkedrabet i Mellemøsten!

Andrew Bennett, der netop har været i Danmark, er stærkt bekymret for udviklingen i Irak og Syrien.

Vestlige ledere, både politiske ledere og kirkeledere, bør råbe endnu højere op om dén tragedie, der udspiller sig i Irak og Syrien, hvor bl.a. kristne dræbes eller fordrives i et uhørt omfang af terrorbevægelsen Islamisk Stat, mener Andrew Bennett.

Han er tidligere canadisk ambassadør for tros- og religionsfrihed og var forleden i København.
– Når du går fra at have 1.3 mio. kristne i Irak i 2003 til omkring 220.000 bare 13 år senere, så er vestlige ledere nødt til at være meget tydelige: At sige højt, hvad det er: Folkedrab! Og en fordrivelse af religiøse mindretal af historiske dimensioner! siger Andrew Bennett.
Blandt de forfulgte grupper er også mandæerne og yazidierne. Sidstnævnt er dét religiøse mindretal, der har mærket Islamisk Stats brutale fremfærd hårdest.
– Vi risikerer at få et Mellemøsten uden nogen af disse trossamfund tilbage, og et Mellemøsten uden dem er ikke noget Mellemøsten, siger Bennett.

I modsætning til muslimerne har de kristne og andre religiøse mindretal ikke mange kort på hånden, når det handler om at søge beskyttelse i regionen. Derfor bør de vestlige samfund være endnu mere klar på at hjælpe kristne og andre religiøse mindretal, mener han.
Andrew Bennett har en anekdote, der illustrerer pointen. Han var til møde med en gruppe jødiske canadiere for at tale om religionsfrihed, og én af de tilstedeværende undrede sig over de kristnes reaktion på kristenforfølgelserne. Hvis det var hans trosfæller, der blev halshugget og fordrevet, skulle de nok være ude på gaden og kræve handling hver eneste dag!

– Muslimerne har en række lande, de kan flygte til i regionen. De kristne og andre ikke-muslimske mindretal har ingen! Måske med undtagelse af Libanon og Israel. Vi er nødt til at hjælpe disse mennesker. Det er vores pligt som kristne, siger Andrew Bennett, som var i København for at tale med politikere på Christiansborg og til møde i Udenrigsministeriet.

Iran og Saudi-Arabien

Når det gælder religiøs frihed og den undertrykkelse af denne fundamentale menneskerettighed, der foregår i lande verden over, er det Andrew Bennetts mission, som han siger, at ”forsøge at øge bevågenheden blandt politikerne for de overtrædelser, der finder sted over alt, især i Mellemøsten for tiden”.

Den danske regerings udkast til en ny udviklingspolitisk strategi, kaldet Verden 2030, indeholder ikke en prioritering af tros- og religionsfrihed, og i udkastet til et dansk-arabisk partnerskabsprogram, der blev offentliggjort i august, står religionsfriheden svagt.
Udenrigsminister Kristian Jensen har dog lovet særligt fokus på tros- og religionsfrihed, og i regeringsgrundlaget bebudes også et særligt fokus på forfulgte kristne og andre minoriteter.

Prisværdigt, men Andrew Bennett ser gerne flere og mere konkrete udspil.

– Vestlige politiske ledere må tale direkte og stærkt til de regeringer i Mellemøsten, hvor undertrykkelse foregår. Ikke bare i de lande, hvor Islamisk Stat dræber og fordriver mennesker, men i lande som Saudi-Arabien og Iran, hvor den grundlæggende menneskeret til at tro, hvad du vil, bliver overtrådt groft. De mange gæstearbejdere, de har i landet, har ingen rettigheder overhovedet i relation til deres egen religion. Saudi-Arabien er den største overtræder af retten til religiøs frihed, og kristne i Saudi-Arabien har ingen ret til at være kristne.

– Næsten det samme billede ser vi i Iran, og nu hvor vi fra Vestens side er begyndt at normalisere forholdet til Iran, er det helt afgørende, at vi også presser på med krav om en basal menneskeret som religionsfrihed i landet. Når vi ser på deres nabolande i regionen, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, bygger disse kirker og tillader kristne at praktisere deres tro, og det samme skal vi turde kræve af Saudi-Arabien og Iran.

– Vi bør i hvert fald ikke tøve med at sige det højt og tydeligt, for tavsheden er ikke en mulighed, vi bør vælge, siger Andrew Bennett.

Ret til tørklæde

Tros- og religionsfrihed er med Bennetts ord ikke alene en ”international menneskerettighed, men en fundamental menneskeret”.
– Trosfrihed taler til menneskets helt basale metafysiske behov: Retten til at spørge: Hvem er jeg? Hvem står jeg i relation til? Hvem er jeg i relation til dig? Hvem er jeg i relation til den verden, som jeg lever i? Og hvem er jeg i relation til Gud?

– Når vi ser på verden i dag, ser vi en masse mennesker, der bliver forfulgt, blot fordi de forsøger at få dækket det basale metafysiske behov, denne fundamentale menneskeret.

– Når vi ser på den moderne historie, har der på forskellige tidspunkter været behov for særligt fokus på specifikke menneskerettigheder som fx kvinders ligestilling, farvede amerikaners rettigheder osv. – men fordi store dele af menneskeheden lige nu er truet på deres frihed til religiøs praksis, er vi nødt til at have særligt fokus på tros- og religionsfrihed, uden at vi af den grund ignorere andre menneskerettigheder, siger Andrew Bennett.

Tros- og religionsfrihed er også retten til at bære religiøse symboler, og ifølge Bennett ville det være noget kompliceret fx at forbyde muslimske kvinder at bære tørklæde, hijab:
– Ville du fortælle en katolsk nonne, at hun ikke må bære sit slør eller sin ordensdragt? Hvad er forskellen? spørger Andrew Bennett, der selv er troende katolik.
– Hvis hun er blevet tvunget til at bære hijab imod sin egen vilje, er det en helt anden sag, men ellers ikke.

– Når vi rækker ud til disse samfund, er vi nødt til at se på dem med Kristi øjne – uanset om de er kristne eller muslimer, siger Bennett.

Inklusion eller religionsfrihed?

Andrew Bennett trådte tilbage som ambassadør for tros- og religionsfrihed i foråret, da den canadiske regering valgte at nedlægge posten. Han nåede at have den i tre år.

Bennett tolker det sådan, at regeringen i Canada har slækket på sit fokus på religiøs frihed.
– De har afskaffet posten som ambassadør for religiøs frihed, fordi de, som jeg ser det, har mindsket fokus på religionsfrihed. I stedet har den canadiske regering oprettet et kontor under en afdeling med navnet ”Inclusion and religious freedom” (Inklusion og religionsfrihed).

– Nå – nu skal religiøs frihed, der er en veldefineret menneskerettighed med en lang historie, altså sidestilles med dette diffuse begreb inklusion. Hvad vil det ord i grunden sige? Hvordan definerer man inklusion? Og hvad er meningen med at sidestille begrebet med religiøs frihed? Jeg aner det ikke, og jeg tror ikke, at den canadiske regering véd det, siger Andrew Bennett.

Han blev udpeget til ambassadør af den tidligere konservative regering i Canada, og med den nye regering gik der politik i sagen.
– At nedlægge posten var forkert. Den canadiske udenrigsminister har sagt, at vi ikke skal fokusere på én af menneskerettighederne, altså religionsfrihed, frem for andre rettigheder. Men det er historisk ukorrekt, og Canada har en minister for ligestilling og kvinders rettigheder, så det argument holder ikke. Betyder det, at vi ikke har fokus på andre menneskerettigheder? Nej, selvfølgelig ikke!

– Når vi tænker på, at 3 af 4 mennesker i verden i dag lever med begrænsninger eller meget stærke begrænsninger i deres religiøse frihed, så vil jeg sige, at det må være grund nok til, at vi er nødt til at holde fokus på religions- og trosfrihed.

– Ved at holde fokus på religionsfrihed holder vi samtidig fokus på andre menneskerettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og endda ligestilling, hvor kvinder selvfølgelig skal have ret til at dyrke deres tro på lige vilkår med mænd, siger Andrew Bennett, som i dag er tilknyttet den kristne tænketank Cardus.

Herhjemme foreslog den konservative Naser Khader op til sidste folketingsvalg, at der blev oprettet et særligt kontor i Udenrigsministeriet for tros- og religionsfrihed – lidt i stil med det, som Andrew Bennett var leder for i Canada.