Vores menneskelighed – og Gudsfrygt står på spil

Niels Hankelbjerg Mortensen
Kateket, Nørrelandskirken
Holstebro

Lad det være sagt med det samme: jeg græmmes, når jeg i fjernsynet, i radioen eller på internettet ser de mennesker, der i denne tid fordømmer de flygtninge og indvandrere, som kommer til vores land.

Jeg var faktisk dybt rystet, da jeg hørte, at Dansk Folkeparti på deres nyligt overståede konvent havde haft en delegeret på talerstolen, som mente, at alle flygtninge voldtager, dræber og stjæler.
Det overraskede mig ikke så meget, at det kunne ske. Det, der overraskede mig, var, at så mange i DF’s bagland øjensynligt kunne dele holdningen. Der blev klappet og hujet; DF’s formand Christian Thulesen Dahl fik lagt en lille dæmper på ved at sige, at han da ikke ville have formuleret det sådan.

Det, der dernæst undrer mig, er, at der ikke i den tid, der nu er gået siden episoden, har været røster fra det kirkelige landskab til rigtig at tage afstand fra denne ytring!
Hvorfor er der ikke nogen, der taler imod, når DF’s værdier endelig kommer frem? Hvorfor er der ikke nogen, der tør tage debatten op, og hvorfor er der ikke nogen, der vil kæmpe for de mennesker, der har så meget kamp hver dag i deres eget liv på grund af flugt og krig og tab af familier?

Ja, svaret er jeg bange for handler om, at vi i Danmark helt ind i de kristne sammenhænge er blevet lammede.
Vi forstår måske godt, at der er noget på spil, vi forstår nok også det svære i spørgsmålet omkring den aktuelle flytningekrise, men vi mener simpelthen ikke, at vi selv skal gøre noget ved det.

Jeg er dybt rystet. Vi er som kristne og som folk i Danmark ved at miste vores menneskelighed. Jeg har nu i et par år selv haft glæden af at kende mange af disse mennesker, som er kommet til os fra fjerne lande med frygtelige historier. Ved det kendskab har jeg også måttet sande, at ikke én af de personer, jeg har relation til, passer på DF’s frygt-retorik.

Vel jeg er ikke blind… der er da helt sikkert også mennesker i flygtningestrømmen, der kunne have en agenda om at ville os det ondt. Men det er altså ikke flertallet, og det er slet ikke det store ”monster”, som DF’s taler vil gøre det til.

Som kristen mener jeg faktisk, at vi har et ansvar. Ikke bare til at tage imod de mennesker, der kommer til os – for det har vi – men også til at tale ind i vores samfund, når debatten bliver for skinger.
Vi skal gøre det på mange planer, men først og fremmest må vi turde se på os selv og på den Gud, som vi tror på. Gudsfrygten er en frygt i ære over for den Gud, der både sender os til korset og sender os budskabet om Jesus. Men det er også ærefrygt for den Gud, der sender os mod uretten.

Lad os vågne op og turde, for gør vi det ikke … ja så er jeg alvorligt bange for, at vores folk går til grunde i sit eget had og indskrænkethed mod de mennesker, som kommer til os. Samt at vi som kristne bliver substansløse.