Jeg var fremmed og I tog imod mig
’Livet går forud for meninger og holdninger’, lyder en af overskrifterne til kapitlet om, hvordan en Midtfynsk landsby tager imod flygtninge. Her er der masser af kritiske holdninger til flygtningestrømmen, der satte Danmark på den anden ende for et år siden; men samtidig stopper det ikke mennesker fra at dele liv med andre mennesker, selvom de netop er sådanne flygtninge.
Dansk Missionsråd, der står bag udgivelsen af ’Ny Mission,’ rammer et højaktuelt, sprængfarligt, politisk betændt emne med dette nummer om flygtningekrisen og kirkens ansvar. Vandene skilles, som det hedder sig, når noget virkelig kan bringe sindene i kog, og det må siges at være tilfældet i flygtningespørgsmålet.
I Jeg var fremmed og I tog imod mig gør man sig derfor også umage med ikke at politisere og blande spørgsmålet om antal, modtagelsesvilkår o.l. ind i belysningen af emnet, men spørge mere grundlæggende ind til, om der er en særlig kristen forpligtelse, en kristen etik, som udgangspunkt for, hvordan vi bør forholde os til de fremmede iblandt os.
Johannes Nissen giver en god bibelsk indføring lige fra udgangen af Egypten og frem til Jesu egen endetidslignelse, hvor han udtaler de berømte ord ”… jeg var fremmed, og I tog imod mig”. Pointen er, at først forpligtes jødefolket og sidenhen Kristi efterfølgere til at udvise gæstfrihed, omsorg, barmhjertighed og praktisk hjælp.
Men, som Nissen advarer, må vi passe på, at vi ikke kommer til at stå som den skriftkloge i historien om den barmhjertige samaritaner, med spørgsmålene: ”Hvem er min næste?” og ” Hvornår har jeg gjort nok?”
En voldsom udfordring
Der er tale om 13 forskellige artikler i bogen, og på den måde kommer vi både omkring det teologiske, det praktiske og de helt store globale perspektiver.
Michel Jalakh, som er generalsekretær for det mellemøstlige kirkeråd, udfolder, hvilken voldsom udfordring flygtningestrømmen udgør i Europa, men i endnu højere grad i de områder, hvor flygtningene kommer fra.
Han peger på, hvordan det er destabiliserede områder, der til trods for år med fremgang i velstand og forbedringer på andre af FNs humanitære agendaer er præget af mangel på basale menneskerettigheder og undertrykkelse af mindretal (især kristne) – en samfundsuorden, som forholdet mellem sunni- og shiamuslimer ganske tydeligt illustrerer.
Majoriteten undertrykker minoriteterne, og diskrimination er hverdag. Lægger man dertil, at der snart ikke er flere kristne tilbage i lande som Afghanistan og Syrien, som kan repræsentere en anden form for åbenhed og accept af anderledestænkende, så er det et gruopvækkende fremtidsscenario, der tegner sig.
Høsten og høstarbejderne
De mest opmuntrende kapitler er at finde i slutningen af bogen, hvor to gange Birte (eller Birthe) fortæller om en mængde initiativer, der allerede er taget for at møde de nytilkomne. Om det så handler om at drikke kirkekaffe eller give dåbsundervisning, så er disse kapitler ladet med energi.
Det stråler ud af beretningerne, at det giver nyt liv, når kirkerne træder i karakter og handler som mesteren ikke bare sagde, men gjorde. Det er en kirke som erfarer, at disse nye mennesker ikke kun er en byrde eller fare, men muligvis også en berigelse.
Flygtninge, som har været utrolige ting igennem og erfarer ægte kristen næstekærlighed, er billedligt talt ofte ’klar til høst’, så spørgsmålet er blot, om der også er høstarbejdere til at udføre arbejdet.
”Jeg var fremmed og I tog imod mig”: Redigeret af Mogens Mogensen. Kan læses gratis på: dmr.org
